Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Helma van der Louw overrakte som formand for The Royal Boskoop Society prisen for bedste nyhed på Plantarium 2018 til Valkplant BV, for en ny, kompakt sort af sommerfuglebusk, Buddleja davidii Rocketstar Indigo (Foto: Lotte Bjarke)

Guldmedaljer til fem plantenyheder på Plantarium

Den hollandske plantefagmesse Plantarium åbnede den 22. august 2018 traditionen tro med kåring af årets bedste plantenyhed på messen.

Hortensia, purpursolhat og prydgræsser er nogle af de kulturer, der står stærkest på Plantarium i Boskoop. Det afspejlede sig klart i årets nyhedskonkurrencen, hvor samtlige fem guldmedaljer blev fordelt blandt disse kulturer.

Guld-, sølv- og bronzemedaljerne uddeles af en professionel dommerkomite fra The Royal Boskoop Society. Blandt guldmedaljevinderne kårer komiteen årets bedste plantenyhed.


Dommerkomiteen lagde vægt på vækstform og farvekombination, da de kårede Buddleja davidii Rocketstar Indigo som årets bedste nyhed på Plantarium. Foto: Lotte Bjarke.


Buddleja Rocketstar Indigo bedste nyhed

Den fornemme titel gik i år til en ny sommerfuglebusk, Buddleja davidii Rocketstar Indigo fra Proven Winners sortimentet tilmeldt af Valkplant BV.

Dommerne lagde især vægt på sortens markante og nyskabende kombination af egenskaber: Rig forgrening og en tæt og kompakt vækst samt en smuk kontrast mellem det mørkegrønne løv og blomsternes varme farver. De er dybt violette med et orange øje.


Japansk Star, Carex morrowii ’Everglow’ har broget løv i varme solskinsfarver. Foto: Lotte Bjarke.


Guld til gylden Carex Everglow


Japansk star, Carex morrowii ’Everglow’ fra Cammeraat Potcultuur BV erhvervede sig en guldmedalje på vegne af prydgræssegmentet. Det brogede løv gjorde udslaget, og de varme farver fik dommerkomiteens ord med på vejen: ”Det ser ud som om aftensolen skinner på bladene”.


En attraktiv og innovativ blomsterfarve gav guld til purpursolhat, Evhinacea purpurea Sunseekers Salmon. Foto: Lotte Bjarke.


Fjer i hatten til Echinacea Sunseekers Salmon

Guldmedalje var der også til en blandt mange nye sorter af purpursolhat, Echinacea purpurea Sunseekers Salmon med en lækker sart laksefarvet nuance, som dommerne kaldte attraktiv og innovativ i Echinacea sortimentet.

Komiteen bemærkede desuden, at både blomster i udspring og blomster i forfald også er dekorative. Fra Gootjes AllPlant BV.


Dommerkomiteen kaldte den nye sort af træagtig hortensia, Hydrangea arborescens Bellaragazza Limette for innovativ. Foto: Lotte Bjarke.


Velproportioneret Hydrangea arborescens


Træagtig hortensia, Hydrangea arborescens Bellaragazza Limetta fra Valkplant BV løb med den fjerde guldmedalje for sin innovative og kompakte vækstform, rige blomstring og gode proportionsforhold mellem blomsterstørrelse og buskens dimensioner.


Hydrangea Roco Black Knight scorede sin guldmedalje takket være kompakt vækst og smukke varme blomsterfarver. Foto: Lotte Bjarke.


Kompakt Hydrangea med varme farver

Endelig var der guldmedalje til almindelig hortensia, Hydrangea macrophylla Roco Black Knight fra RoCo Young Plants BV. ”En fremragende kompakt og tæt forgrenet plante med rig blomstring i smukke varme farver”, lød det fra dommerkomiteen.


63 plantenyheder deltog i nyhedskonkurrencen på Plantarium 2018, hvor de var udstillet langs messens midtergang. Foto: Lotte Bjarke.


63 nyheder blev bedømt

Der var i år tilmeldt ikke færre end 95 plantenyheder til nyhedskonkurrencen, hvoraf de 88 blev accepteret til deltagelse.

For at kvalificere som nyhed skal nyhedsregistreringen af planten være sket inden for de seneste to år.

63 nyheder blev bedømt, da dagen kom. En nyhed kan kun deltage i konkurrencen på Plantarium én gang som nyhed, men kan godt have optrådt i andre sammenhænge.