Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
GASA Group øgede både omsætning og driftsresultat i 2017 takket være øget salgsfokus og udvikling i samarbejde med europæiske og skandinaviske kunder. (Foto: Lotte Bjarke)

GASA Group blomstrer fortsat

GASA Group har endnu en gang navigeret igennem et år præget af forandringer og præsteret et tilfredsstillende resultat.

GASA Groups resultat for 2017 betegnes som tilfredsstillende af koncernen. Årsregnskabet viser en omsætning på 2,4 mia. kroner, hvilket er cirka 20 mio. kroner mere end året før. Fremgangen er primært skabt via vækst med retailkunder samt en fokuseret tilgang til wholesale segmentet.

- Koncernregnskabet viser et driftsresultat/EBITDA på 47 mio. kroner. Det er et plus på 11,5 mio. kroner i forhold til 2016, og det er således igen lykkedes os at skabe et forbedret resultat på basisaktiviteten, nemlig handel med planter.

- Vi har dermed indfriet de forventninger, der var til året med hensyn til salgsvækst og et forbedret netto resultat, siger Group CFO, Claes Riber.


Et begivenhedsrigt år

2017 har været et begivenhedsrigt år for GASA Group, hvor selskabet blandt andet har solgt ejendomskomplekset Lavsenvænget 1 i Odense og samtidig erhvervet et nyt grundstykke i Højme, hvor et nyt domicil forventes at være klar allerede ultimo december i år.

Derudover blev selskabet overtaget af investeringsfonden, Erhvervsinvest, som ultimo december 2017 købte 80 procent af aktierne. DLG Group har stadig en ejerandel på 20 procent.

Desuden er Blomsterselskabet i årets løb frasolgt, ligesom dele af Garta er nedlukket, og de resterende dele integreret i Young Plants.

Med overtagelsen 1. december 2017 af selskabet Florex Export, der er fokuseret på det svenske marked, positionerer GASA Group sig yderligere på dette vigtige marked.


Positiv udvikling fortsætter

Selskabet fortsætter således den positive udvikling fra de senere år gennem øget salgsfokus og udvikling i samarbejdet med europæiske og skandinaviske nøglekunder, og selskabet vil fra 2018 rette fokus på de tre forretningsområder: Young Plants, Wholesale og Retail.

- GASA Group skal fastholde det momentum, som gartneribranchen oplever både i Danmark og i Europa. Vi står stadig stærkere internationalt og har forventninger om, at vores samlede europæiske udbud vil kunne styrke salgssiden for derigennem at tage yderligere markedsandele, fastslår Group CCO, Daniél Vesterlund.