Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Omkring 20 udstillere stod klar til at tage imod gæsterne, da Danske Planteskolers Plantefagmesse slog dørene op den 15. august. (Foto: Lotte Bjarke)

En god start på efterårssæsonen

Både Plantefagmessen og Handelspladsen for potteplanter havde mange besøgende lige fra morgenstunden den 15. august 2018.

Det er blevet en god tradition, at Danske Planteskolers Plantefagmesse og Floradania Marketings augustudgave af Handelspladsen for potteplanter afholdes side om side.

Ideen har fra begyndelsen været, at gøre en tur til Odense ekstra attraktiv og sikre danske planter ekstra opmærksomhed, så branchen får en god start på efterårssæsonen.


Augustudgaven af Handelspladsen for Potteplanter summede af liv fra morgenstunden og havde et stort, flot og farverigt udbud af danske gartneriprodukter at byde på. Foto: Lotte Bjarke.


Mange besøgende fra morgenstunden


Og det virker. Lige fra de to parallelle salgsmesser slog dørene op for to dage, var der godt med besøgende. Gæsterne var selvfølgelig danske, men der var også mange svenske stemmer, der deltog i den kollegiale snak, ligesom en del nordmænd havde fundet arrangementerne en rejse værd.

Handelspladsen for potteplanter og i særdeleshed Plantefagmessen er selvfølgelig salgsmesser, men det er også steder, hvor branchen mødes på kryds og tværs og får vendt stort og småt, set hinanden i øjnene, og talt om de ting, der sjældent nås i telefonen i en travl hverdag.


Med efteråret kommer årets bedste plantetid. Det vil havefolk forhåbentlig udnytte til at erstatte de planter i haverne, der er bukket under for sommerens tørke. Foto: Lotte Bjarke.


Slå et slag for efterårsplantning


Ingen tvivl om, at dagens mest debatterede emne var sommerens sælsomme vejr med en hedebølge og tørke, der vil gå over i historien.

Det har ikke været nemt at være gartner, og det har bestemt heller ikke været nemt at være haveejer. Så det store spørgsmål er, hvordan det kommer til at påvirke efterårssalget.

Der er i hvert tilfælde ingen tvivl om, at vejrsituationen har efterladt mange døde planter i hele Skandinavien. Planter, der forhåbentlig vil blive skiftet ud med nye.

Det er nok et godt tidspunkt at slå et ekstra slag for alle fordelene ved efterårsplantning, så der kan komme hurtigt gang i salget. Det har nemlig heller ikke været nemt at være havecenter i denne sommer.


Både Handelspladsen for potteplanter og Plantefagmessen er fyldt med inspiration til indkøbere og butikker, både når det gælder planter og butikseksponering. Foto: Lotte Bjarke.


Inspiration til planteeksponering


En tur rundt på parkeringspladsen, som Plantefagmessen forvandler til en frodig have, og i lagerhallen, der har et decideret blomsterhav at byde på, når Handelspladsen rykker ind, er kun til at blive i godt humør af. Her kan man opleve hele det aktuelle danske planteudbud på én gang.

Der er rigtig mange lækre planter i flotte og kreative sammensætninger at lade sig inspirere af både inde og ude. Inspiration, der kan oversættes til ideer til butikseksponering i alle butikssegmenter.

Læs reportage i Gartner Tidende nr. 10, der udkommer den 30. august 2018.