Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Jesper Frederiksen, t.v., og Peter Levin er i gang med at uddanne sig til anlægsgartnere. De kvalificerede sig til EuroSkills i Budapest, hvor de endte med en sølvmedalje om halsen.

EM-sølv til to danske anlægsgartnerelever

To anlægsgartnerelever fra Jordbrugets UddannelsesCenter Århus har vundet sølv til EM i Skills.

De to anlægsgartnerelever, Jesper Frederiksen og Peter Levin, der går på Jordbrugets UddannelsesCenter Århus (JU), kunne i lørdags træde op på sejrsskamlen i Budapest, hvor de fik en sølvmedalje om halsen.

Det var kulminationen på måneders intensiv træning og tre dages konkurrence i Budapest i weekenden.

Under temaet bæredygtighed lavede de to elever et udsnit af en taghave, hvor der skulle indgå både blomster og insekter. Der skulle også være et opholdsareal med fast belægning, en støttemur og et lille vandløb med en bro over.


Opgaven for Peter Levin og Jesper Frederiksen var at skabe en taghave med elementer af både blomster, insekter, opholdsareal, støttemur, vandløb og bro.


Et stort skulderklap

I år var der 12 danske deltagere inden for forskellige fag på EM-holdet, og Jesper Frederiksen og Peter Levin repræsenterede anlægsgartnerfaget.

At kunne skrive EM-sølvmedaljevinder på sit cv er dermed de færreste, der kan prale af – og det kan åbne dørene for en masse spændende fremtidsmuligheder for de to anlægsgartnere. Ifølge Jesper Frederiksen, så er det ”et skulderklap af den store slags”.


Nøglen til succes


Det har krævet hårdt slid at nå så langt, men det har ifølge de to medaljevindere været det hele værd.

- Vi har bare villet dét her og har sat alle kræfter ind på det. Der er ingen tvivl om, at uden
vores gode makkerskab, så havde det ikke været muligt, forklarer Peter Levin om hemmeligheden bag sølvmedaljen.

På facebook ses en video fra medaljeoverrækkelsen.


Fakta

  • Peter Levin er fra Horsens og ansat hos firmaet Svend Erik Lind A/S.
  • Jesper Frederiksen er fra Otterup og i lære hos E. Stein Frandsen ApS i Odense, hvor han bliver færdigudlært i maj 2019.
  • EuroSkills afholdes hvert andet år. I år var Budapest vært for konkurrencen, hvor der deltog 525 unge under 25 år fra 26 nationer. De konkurrerede i 37 fag.