Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Buksbom, der i blandt andet Holland er en nærmest uundværlig haveplante, har som kultur været i krise i nogle år på grund af problemer med svampesygdomme. Men nu går det den rigtige vej igen. (Foto: Lotte Bjarke)

Buksbom gør comeback

Buksbom har efter en række svære år generobret pladsen som den mest solgte haveplante i februar-marts hos Groen Direct i Holland.

Svampesygdommen Cylindrocladium buxicola og andre fortrædeligheder, der har taget livet af et gigantisk antal buksbomplanter og efterladt fine hække og haveanlæg i ruiner, har været hårdt ved salget af den populære plante.

Det gælder ikke mindst i Holland, hvor en have uden buksbom nærmest har været utænkelig.


Topper hollandsk hitliste

Men nu går det den rigtige vej for planteskolekulturen, lyder det fra den hollandske salgsorganisation Groen Direct i Boskoop, der måned for måned udarbejder hitlister over, hvilke planter der sælger bedst.

Hitlisten for februar-marts toppes i år af buksbom med flere længder til konkurrenterne. Dermed har de stedsegrønne buske også vippet sidste års nummer et, Viola, af pinden, og det tolker Groen Direct derhen, at buksbom også vil blive en topsællert i havecentrene i år.

På de næste pladser på hitlisten ligger Viola, Hydrangea, Hebe og Euonymus.

Buksbom er i dag en kultur for specialister, lyder det fra hollandske producenter. Tidligere blev den produceret som et ekstra ben men lidt med venstre hånd i rigtig mange hollandske planteskoler og landbrug.
Buksbom er i dag en kultur for specialister, lyder det fra hollandske producenter. Tidligere blev den produceret som et ekstra ben men lidt med venstre hånd i rigtig mange hollandske planteskoler og landbrug. Foto: Lotte Bjarke.


En kultur for specialister


Groen Direct har spurgt nogle af sine buksbom leverandører om, hvad årsagen til den fornyede interesse for buksbom kan være.

Rian Laban, der udelukkende dyrker buksbom på 4,5 hektar i Reeuwijk, pointerer, at markedet har stabiliseret sig markant de senere år.

Hvor buksbom tidligere var en kultur, rigtig mange planteskoler og også landmænd tog ind som et ekstra ben, produceres kulturen i dag stort set kun af specialister.

Van Lint i Boskoop, der også har en stor, specialiseret produktion af buksbom, peger på det forhold, at mens salget af buksbom til havebrug stadig har det svært, er interessen for klippede buksbom til krukker eksploderet.

Specialisering og en høj grad af automatisering betyder, at produktionsomkostningerne er faldet markant, så store klippede buksbomkugler og -kegler, der tidligere hørte til kategorien af virkelig eksklusive planter, i dag kan sælges til priser, der er tilgængelige for de fleste.

Groen Direct, der fungerer som et gigantisk showroom, hvor professionelle kan sammenligne varer fra mange producenter og lægge en samlet ordre, udarbejder hver måned en top 10 liste over de mest solgte planter som en guide til tidens trend. Buksbom toppede listen i februar-marts 2018.
Groen Direct, der fungerer som et gigantisk showroom, hvor professionelle kan sammenligne varer fra mange producenter og lægge en samlet ordre, udarbejder hver måned en top 10 liste over de mest solgte planter som en guide til tidens trend. Buksbom toppede listen i februar-marts 2018. Foto: Lotte Bjarke.


Havecentrene har et ansvar

Piet Smits fra Hazerswoude, der på de kanter er kendt som Piet Buxus, har specialiseret sin produktion 100 procent omkring buksbom og lader en stor portion af sin viden komme forbrugerne til gode.

Det giver ham en bedre margin på salget, der sker gennem både havecentre og i planteskolens egen webbutik på www.uwbuxus.nl.

Han pointerer, at havecentrene efter hans mening har et ansvar for at tilbyde de bedste sorter, der matcher forbrugernes forventninger og ikke bare den gængse Buxus sempervirens, der er billigst men også mest udsat for sygdomsangreb.