Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Der var til tider nærmest trængsel mellem standene på årets første Handelsplads i Odense, der afholdes 7.-8. marts 2018. (Foto: Lotte Bjarke)

Årets første Handelsplads blev et tilløbsstykke

Forårsudgaven af Handelspladsen, hvor danske gartnere viser aktuelle produkter, havde mange besøgende helt fra begyndelsen.

Martsudgaven af Handelspladsen, som Floradania Marketing står bag, er traditionen tro den bedst besøgte udgave af salgsmessen, der afholdes fire gange hvert år.

Og mon ikke traditionen holder og måske endda lidt til. Handelspladsen var i hvert fald særdeles velbesøgt på førstedagen, hvor der til tider var nærmest trængsel i gangene.

Fra alle sider blev der meldt om god interesse for forårsvarerne, og der blev talt både tysk, svensk, norsk og italiensk mellem standene. Der blev studeret planter, snakket om planter og solgt planter. Jo, på Handelspladsen, der udspiller sig 7.-8. marts 2018, har foråret indfundet sig.


Venter med længsel

Bortset fra planter var der dog et emne, der gik igen og igen i den kollegiale snak. Nu må det gerne snart komme, det rigtige forår, for både gartnerne, butikkerne og forbrugerne trænger til at komme i gang.

Men så længe frosten bider, ikke bare i Danmark men i store dele af Europa, lægger det en dæmper på lysten til at få leveret planter i detailleddet.

Billederne viser, at der var fokus på forårsvarer.


Viola cornuta er en stor forårsartikel fra de danske gartnerier, hvoraf nogle allerede må begynde at melde udsolgt for i år. Lindvig Greenhouse er et af de gartnerier, der endnu kan levere. Foto: Lotte Bjarke.


Forårs- og havedrømme fik frit løb ved synet af Gartneriet Møllerhøjs lækre og stemningsfulde stand med Gardener’s Own hortensia skabt i samarbejde med hillebro.com. Foto: Lotte Bjarke.


Gartneriet Broløkke præsenterede et opsigtsvækkende resultat af egen forædling i form af en ultra kompakt lavendel, Lavandula angustifolia ’Elvira Blue’ som miniplante med perfekte dimensioner og fantastisk duft. Foto: Lotte Bjarke.


Gartneriet Leif Larsen præsenterede et stort udvalg af fine forårssammenplantninger med løgvækster. Foto: Lotte Bjarke.


Grønne planter er fortsat forbrugernes kæledægger i indretningen, så der var naturligt nok stort fokus på netop grønne stueplanter. Den store interesse har fået Florado Flowers til at tænke nyt – eller snarere gammelt – og genoptage produktionen af retroplanter som her Platycerium ’Grande’, som en ny generation af planteelskere skal lære at kende. Foto: Lotte Bjarke.