Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Medlemmer af IPPS og Danske Planteskoler var på studietur til Nordtyskland den 17. Juni 2016 og besøgte blandt andet Bunk Pflanzen i Elmshorn, der bruger grov savsmuld i kampen mod lungemos og ukrudt. Foto: Bent Jensen

Planteskoletur til Tyskland

Faglig inspiration og networking var på programmet, da medlemmer af IPPS og Danske Planteskoler drog på studietur til Tyskland

Den årlige studietur i regi af IPPS European Region gik i år til området nordvest for Hamburg, hvor tre produktionsplanteskoler og et havecenter inviterede indenfor. Nuværende og potentielle medlemmer af IPPS, International Plant Propagators Society, deltog, ligesom Danske Planteskolers medlemmer var inviteret med.

 

Kleinwort Baumschulen i WedelKleinwort Baumschulen i Wedel producerer store træer af høj kvalitet uden avanceret måleudstyr til at styre vanding og gødskning. Foto: Bent Jensen

 

Fingerspidsfornemmelse for træer

Kleinwort Baumschulen i Wedel var første stop på busturen. Planteskolen er kendt for høj kvalitet i produktionen af træer både i mark- og containerkultur.

Her får planterne typisk vand tre gange dagligt efter gartnerens fingerspidsfornemmelse for træer. Han kigger på planterne og på bladene og mærker efter, hvordan vejret er. Ingen fine måleinstrumenter.

Gødning bliver tilført med vandingsvandet, ligeledes efter fingerspidsfornemmelse uden måleudstyr. Imponerende at se en vellykket produktion af store træer med denne produktionsmetode.

 

Hans Reinke Baumschulen i RellingenHans Reinke Baumschulen i Rellingen er et moderne produktionsgartneri med en imponerende ensartet produktkvalitet. Foto: Bent Jensen



Billig arbejdskraft

Næste stop var Hans Reinke Baumschulen i Rellingen, der er en containerplanteskole med en imponerende ensartet og opdateret produktion af buske og træer.

Planteskolen har investeret stort i maskiner og teknik, men på trods af alt det nye isenkram, foregår en del arbejdsopgaver overraskende ineffektivt. Det tydeliggjorde, at udenlandsk arbejdskraft i Tyskland kun koster cirka det halve sammenlignet med Danmark.

Bunk Pflanzen 2Bunk Pflanzen i Elmshorn producerer et stort sortiment af frøformerede buske og træer, her iblandt mange sjældne. Foto: Bent Jensen

Savsmuld mod levermos
Bunk Pflanzen i Elmshorn producerer et stort og spændende sortiment af frøformerede buske og træer i pottestørrelsen P9. Der er mange sjældne planter i produktion, men også velkendte med stærkere egenskaber end de gængse, typisk stiklingeformerede planter.

Jorden dækkes med grov savsmuld for at undgå levermos og ukrudt. Forsøg med at så direkte i savsmuld har givet særdeles gode resultater, fortalte Sönke Bunke, der er plantemand af hjertet.

Havecentret Grüne KugelHavecentret Grüne Kugel i Bokholt-Hanredder danner en anderledes, inspirerende og stemningsfuld ramme om et stort udbud af impulsplanter. Foto: Bent Jensen

 

Inspirerende havecenter
Dagens sidste stop var havecentret Grüne Kugel/Lescows Pflanzenwelt i Bokholt-Hanredder. Et helt unikt havecenter, der drives af tre kvinder. Her er der ikke nogen A-Z eksponering men kun impulsplanter, og varegrupper, der ikke er økonomi i, er ganske enkelt udeladt.

Med enkle virkemidler er der indrettet et frodigt og indbydende havecenter. I flere områder er der ikke mulighed for at køre med kundevognen. Man må gå ind mellem planterne, fornemme havestemningen, og bære sine køb ud til vognen. Ikke så nemt, men sanseligt og hyggeligt.

Havecentret har desuden en fin lille demonstrationshave med inspiration til planteanvendelse. Og ja, man fik lyst til at købe det hele.