Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Et nyt, automatisk pakkeanlæg på friland betyder, at Gartneriet Pedersen har øget effektiviteten i pakkeprocessen betragteligt, når der ekspederes stauder. Foto: Lotte Bjarke

Pakkeanlæg sparer plads

Et nyt, automatisk pakkeanlæg på friland effektiviserer pakkearbejde, øger arealudnyttelsen og forbedrer arbejdsmiljøet

Der er altid god energi i Gartneriet Pedersen A/S ved Hørning, når pakkesæsonen for stauder går i gang. 400.000 stauder i 17 cm potter skal ekspederes i løbet sommermånederne. Men i år var sæsonstart imødeset med større forventning end normalt.

Siden sidst er der nemlig installeret et automatisk pakkeanlæg på friland lige midt i produktionsarealerne. Nu skulle det stå sin prøve. Efter de første to måneder og enkelte børnesygdomme, der er kureret, får anlægget kun brede smil frem hos såvel gartneriets ejer, Henning A. Pedersen, som hos medarbejderne.

  • Vi kunne umuligt ha’ kørt så meget igennem, som vi har gjort i år, uden pakkeanlægget. Det er så godt, siger Majbrit Kristiansen, mens hun med lynets hast pakker CC-containere for enden af 16 rullebaner i arbejdshøjde. 

 

Pakkeanlæg Pedersen
Produktionen af stauder i 17 cm potter i Gartneriet Pedersen A/S er bygget op omkring håndtering med truck monteret med Space-o-mat. Derfor er trucken også et væsentligt element i den nye pakkeproces. Foto: Lotte Bjarke

 

Enkelt og robust
Anlægget er udviklet og skræddersyet til produktionen i gartneriet af Henning A. Pedersen i samarbejde med Poul Erik Andersen fra Steenbek. Grundprincippet er, at det skal være enkelt og robust, og anlægget består derfor af kendte prototyper sat sammen på en ny måde med et minimum af elektronik, der kan gå i stykker.

En truck med Space-o-mat henter stauderne på produktionsarealet og sætter dem af på et bredt push-over bånd ved pakkestationen. Herfra skubbes stauderne over på et bånd og defilerer forbi to eller tre arbejdsstationer afhængigt af hvor meget, der skal pakkes.

 

Pakkeanlæg Pedersen
Planterne kommer til medarbejderne, der soignerer og kvalitetstjekker dem, før de pakkes i kasser. Foto: Lotte Bjarke

 

Planten i fokus
Medarbejderne soignerer planterne og vurderer, om de er klar til salg. Omkring 20 procent sorteres fra og returneres til produktionsarealet via et sidespor. Resten pakkes i kasser i en eller flere sorteringer. Derefter ruller planterne videre og fordeles automatisk på den af de 16 rullebaner, der er indkodet af medarbejderen ved pakkestationen.

  • Det er en stor fordel, at de medarbejdere, der pakker, kan forholde sig til en planteart ad gangen, pointerer Henning A. Pedersen.

 

Pedersen Pakkeanlæg
De færdigpakkede kasser finder selv vej til den af 16 rullebaner, der er deres destination, efter indkodning ved pakkestationen. Foto: Lotte Bjarke

 

Ergonomisk arbejdshøjde
Dermed kan en medarbejder pakke CC-containere ved at mixe stauderne fra det bufferlager, der står på rullebanerne i stedet for som tidligere at skulle pakke direkte fra jordhøjde i produktionen. Det sparer et stort antal skridt og mange tunge løft. Det betyder, at et par medarbejdere nu kan pakke 1.200 kasser på en dag.

 

Pedersen Pakkeanlæg
16 rullebaner fungerer som bufferlager, som medarbejderne kan mixe containere fra, når ordrerne pakkes på CC-containere. Foto: Lotte Bjarke

 

Pladsbesparelse stor gevinst
Dermed er effektiviteten i pakkeriet øget betragteligt, ligesom arbejdsmiljøet har fået et markant løft. Men det er ikke de eneste gevinster.

  • Det er lige før, den største gevinst er, at vi får tømt bedene. Tidligere kæmpede vi konstant med at skaffe tomme bede, fordi der altid stod noget tilbage. Nu kan trucken næsten ikke følge med. Der bliver ryddet op, og de planter, der skal have lidt længere tid i produktionen, bliver samlet et sted, siger en glad gartneriejer.

Dermed er den plads, pakkeanlægget har snuppet af produktionsarealet, for længst vundet hjem igen, og Henning A. Pedersen er ikke i tvivl om, at investeringen på 1,4 mio. kr. er givet godt ud.