Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
HM Dronning Margrethe gæstede Gartneriet Knud Jepsen A/S i forbindelse med Dronningens besøg i Favrskov Kommune den 7. september 2016. Frands Jepsen viste Majestæten rundt, og forædler Ellen Margrethe Christensen gav en kort introduktion til planteforædling. (Foto: Lotte Bjarke)

Dronning Margrethe på gartneribesøg

Gartneriet Knud Jepsen A/S havde fornemt besøg af Hendes Majestæt Dronning Margrethe den 7. september 2016.

Dronningens sommertogt med Kongeskibet Dannebrog nåede onsdag den 7. september til Favrskov Kommune, der er en af de fem danske kommuner, der får besøg af Majestæten i år.

Dronningen blev modtaget på festligste vis med flag og musik foran administrationsbygningen i Hammel, før hun begav sig ud på oplevelser i kommunen med et tætpakket program.

Dronning Margrethe fik ved ankomsten til Gartneriet Knud Jepsen A/S overrakt smukke buketter af de tre blomsterbørn, Frederikke T. Nicholaisen, Noah K. Balslev og Melanie K. Balslev, der alle er børn af medarbejdere i gartneriet.
Dronning Margrethe fik ved ankomsten til Gartneriet Knud Jepsen A/S overrakt smukke buketter af de tre blomsterbørn, Frederikke T. Nicholaisen, Noah K. Balslev og Melanie K. Balslev, der alle er børn af medarbejdere i gartneriet. Foto: Lotte Bjarke.


Queen Cut Flowers til Dronningen

Set gennem gartnerbriller lå dagens højdepunkt midt på eftermiddagen. Da besøgte Dronning Margrethe nemlig Gartneriet Knud Jepsen A/S i Foldby ved Hinnerup.

Op til ankomsttidspunktet var forventningens glæde næsten til at føle på foran gartneriets administrationsbygning.

Louise og Frands Jepsen sekunderet af Knud Jepsen bød Dronningen velkommen, og tre søde blomsterbørn overrakte smukke buketter til Dronningen – Queen Cut Flowers® selvfølgelig.

Dronning Margrethe blev introduceret til gartneriproduktion af gartneriejer Frands Jepsen, der viste Majestæten rundt i virksomhedens produktion og forædling.
Dronning Margrethe blev introduceret til gartneriproduktion af gartneriejer Frands Jepsen, der viste Majestæten rundt i virksomhedens produktion og forædling. Foto: Lotte Bjarke.


Indblik i gartnerierhvervet

Derefter var der rundvisning i gartneriet. Dronning Margrethe besøgte et af de imponerende produktionshuse, hvor Frands Jepsen fortalte om gartneriets produktion og produkter.

Dernæst gik turen med en nyindkøbt golfvogn til forædlingen, hvor gartneriets forædler Ellen Margrethe Christensen gav en introduktion til planteforædlingens kunst til en tydeligt interesseret Majestæt.

Dronningen blev også præsenteret for en smuk, ny sort af Kalanchoë RoseFlowers® med sortsnavnet ’Margrethe’.

Alt klappede, som det skulle, ved besøget, der blev afsluttet med blomster og gaver fra gartneriet til den smilende Dronning Margrethe.

Læs mere om det royale besøg i Gartner Tidende nr. 12, der udkommer den 29. september 2016.