Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Bymidten blomstrer bogstaveligt talt, når Odense Blomsterfestival løber af stablen. I år sker det 18.-21. august med temaet Cirkus & Gøgl. (Foto: Lotte Bjarke)

Cirkus & Gøgl på Odense Blomsterfestival

Det trækker op til den festligste Blomsterfestival nogensinde. Odense Blomsterfestival 2016 har nemlig temaet Cirkus & Gøgl.

I dagene 18.-21. august 2016 forvandles Odenses centrum til en gigantisk cirkusmanege, hvor tusindvis af blomster og planter er klar til at optræde.

Odense Blomsterfestival 2016 har temaet Cirkus & Gøgl, og det bliver ikke kedeligt, forsikrer Henrietta Rasmussen, der er sekretariatsleder for Odense Blomsterfestival.

Som altid er det Dansk Gartneris Kreds Fyn, der sammen med Odense kommune, Odense Cityforening og Kold College står bag det store projekt, det er, at holde blomsterfest for en hel by og tusindvis af tilrejsende.

Danske gartnere sponserer de mange planter, der pynter byens gader og stræder i de fire dage, Blomsterfestivalen varer.

Torben Iversen er sprechstallmeister, når han sammen med Odenses borgmester, Anker Boye forestår den officielle åbning af Odense Blomsterfestival.
Torben Iversen er sprechstallmeister, når han sammen med Odenses borgmester, Anker Boye forestår den officielle åbning af Odense Blomsterfestival. Foto: Lotte Bjarke.


Cirkustelt på Flakhaven

Byens centrale plads Flakhaven bliver pludselig til et cirkustelt med scene og tribuner i blomstrende rammer og masser af artister, der optræder.

Hele 45 steder rundt om i byen har individuelle udstillere fortolket årets tema med deres egne planter. Det er ni flere end sidste år. Der kommer endda en ny orkide-udstilling.

Løjerne begynder ved åbningsceremonien på Flakhaven den 18. august kl. 17, når sprechstallmeister Torben Iversen giver den som cirkusdirektør og sammen med Odenses borgmester, Anker Boye, byder velkommen til Odense Blomsterfestival.

Der er fuldt bookede cirkusmaneger på Flakhaven og Skt. Knuds Plads under Odense Blomsterfestival.
Der er fuldt bookede cirkusmaneger på Flakhaven og Skt. Knuds Plads under Odense Blomsterfestival. Foto: Colourbox.


Klovneri på Flakhaven

Samtidig slås temaet an med masser af cirkussjov med klovnen og cirkusartisten Benny Schumann, det hæsblæsende Nycirkusvarieté TinCan Company, Det marcherende Cirkusorkester og de små cirkusartister fra Danseakademi City Ballet.

Find hele det omfattende program for Odense Blomsterfestival på www.blomsterfestival.dk

Skuespilleren Ghita Nørby navngiver en smuk, ny, flødefarvet haverose fra Roses Forever på Odense Blomsterfestival.
Skuespilleren Ghita Nørby navngiver en smuk, ny, flødefarvet haverose fra Roses Forever på Odense Blomsterfestival. Foto: Roses Forever.


Ghita Nørby døber rose

Fredag den 19. august kl. 10.45 løber en begivenhed i begivenheden af stablen, når skuespilleren Ghita Nørby gæster Odense Blomsterfestival for at navngive en ny rose skabt af rosenforædleren Rosa Eskelund, Roses Forever.

Samtidig markeres udgivelsen af forfatteren Torben Thims nye bog, der er en biografi om netop Rosa Eskelund og hendes liv med roser. På scenen ved Flakhaven mødes Ghita Nørby med Rosa Eskelund og Torben Thim til en snak om smukke roser, forædlingens kunst og den nye bog.

Læs mere om bogen Rosa – forædleren i Gartner Tidende nr. 10/2016, der udkommer den 18. august.