Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Amerikansk høstrobot til tomater kan vurdere tomaternes farve og kvalitet og høster skånsomt både dag og nat. Robotten er klar til kommercielle gartnerier næste år.

Tomatrobot kan høste 24/7

Ny amerikansk udviklet robot er på vej ud i gartnerierne. Den vurderer selv farven og høster tomaterne skånsomt.

Høst af tomater koster masser af arbejdstimer verden over. Det amerikanske landbrugsministerium har udregnet beløbet til 34 milliarder DKK årligt alene i USA.

Manglen på arbejdskraft i USA bliver efterhånden mere og mere udtalt, fordi det er sværere at få udstedt midlertidige arbejdsvisa, og fordi høstarbejdernes alder er stigende.


Kan plukke om natten

På den baggrund har en ung, amerikansk opfindervirksomhed i, Root AI, i Massachusettes, udviklet en robot til høst af tomater i væksthus.


Robotten med navnet Virgo 1 er selvkørende og udstyret med sensorer og kameraer, der scanner planterne. Der er også monteret lys på robotten, så den kan fungere og plukke røde tomater, når det er mørkt. Batteriet holder i 24 timer uden opladning.

Robotarmen er udstyret med en bevægelig hånd, der kan plukke tomaterne, uden at hverken tomater eller planter tager skade, skriver nyhedsmediet cnbc.com.


Hygiejne


Robotfingrene, der er fremstillet af fødevaresikkert plast, er meget bevægelige og nemme at gøre ren.


Opfindervirksomheden betragter rengøring som en vigtig parameter, fordi robotten lige som menneskehænder nemt spreder sygdomme og insekter. Det er afgørende for at holde planterne sunde, skriver nyhedsmediet.



Andre afgrøder


Robotten Virgo 1 skal betragtes som en mobil platform med mulighed for tilpasning. Hvis robotten udstyres med andre softwareprogrammer og andre gribere, kan den også høste andre afgrøder.

Virgo 1 er testet i praksis i amerikanske og canadiske tomatvæksthuse. Robotten forventes at blive solgt til kommercielle tomatgartnerier næste år.

Efterfølgende går firmaet i gang med at udvikle software, så den også kan plukke agurker, jordbær og peber, skriver cnbc.com.