Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Frilandskonsulenterne i HortiAdvice advarer om indflyvning af kålmøl i kålmarkerne, så det gælder om at være opmærksom og på forkant, så man ikke får en situation som i 2016, hvor flere marker blev total ribbet. Orange limplader kan sættes op i kålmarkerne.. (Foto: Pernille B. Kynde)

Kålmøllene kommer

Der er observeret kålmøl på vingerne flere steder i landet, så derfor bør alle – konventionelle som økologiske kålproducenter - være meget opmærksomme nu.

Endnu er der stor forskel fra sted til sted, hvor mange kålmøl man kan finde i kålmarkerne, så alle bør holde nøje øje med deres kålmarker nu for at afsløre tilstedeværelsen af ’kræene’.


Kålmøl på kanten af et kålblad. Foto: Stig F. Nielsen.


Nemme at finde

De voksne kålmøl opdages let, når man bevæger sig gennem kålene. De små, lyse møl flyver gerne en meters penge op, når de forstyrres, og sætter sig straks igen. Møllet er aflangt med en lys stribe på langs.

Alternativt kan man monitere dem ved hjælp af orange limplader, som sættes op i kålmarkerne.

De voksne kålmøl, som vi ser nu, lægger æg, som klækkes til larver på 10-12 dage ved de temperaturer, vi har p.t., ellers tager det kun det kun fire-fem dage ved 20°C.


Forskellige størrelser larver med forskellige typer symptomer: ’vinduesgnav’, overhuden gnavet af og huller. Foto: Stig F. Nielsen.


Først små vinduesgnav, så …


De små larver opdages lettest ved deres typiske ’vinduesgnav’ i kålen – de er formentlig ikke at finde endnu, da de første blev set på vingerne i sidste uge (uge 19). Senere laver de huller i bladene for til sidst at efterlade bladene helt afløvede.

De fuldt udviklede laver, gerne efter tre-fire uger, forpuppes i en kokon på undersiden af bladene.
Derfra kan der komme to-tre generationer af kålmøl hen over sommeren og sensommeren.

Derfor: Få straks dækket kålene med insektnet, så der ikke når at ske indflyvning i marken.


Det vigtigste forebyggende tiltag er at dække kålene med insektnet. Foto: Stig F. Nielsen.