Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Forskere har de sidste fem år arbejdet på at udvikle gulerødder med et ekstra højt indhold af det naturlige farvestof beta-karoten i projektet PlantePigment. (Foto: Colourbox)

Gulerodsfarve erstatter syntetiske gule farver

Nye typer gulerødder med ekstra højt indhold af beta-karotener kan bruges som et alternativ til syntetiske gule farver i mad.

Guleroden er mere end en frisk snack og en god grønsag. Beta-karotenerne i gulerødder kan også bruges som et alternativ til de syntetiske gule farver, som bliver brugt i madvarer.

Forudsætningen, for at beta-karoten kan blive et rentabelt alternativt til de syntetiske farver, er dog, at der bliver udviklet gulerødder med et ekstra højt indhold af det naturlige farvestof. Projektet PlantePigment er nået et stort skridt på vejen.

Projektet involverer virksomheden Chr. Hansen, der fremstiller naturlige fødevareingredienser, Kartoffelfonden og forskere ved Københavns Universitet og Sveriges Lantbruksuniversitet.

De har gennem fem år samarbejdet om målrettet forædling af gulerodslinjer med et ekstra højt indhold af beta-karoten, som kan gøre de naturlige farver til et rentabelt alternativ.


Op til fem gange mere beta-karoten


- Vi har opnået meget lovende resultater i forædlingsarbejdet og udviklet gulerodslinjer med et pigmentindhold, som er op til fire-fem gange højere end i almindelige industrisorter, konstaterer Bjarne Jørnsgaard, projektleder og Crop Business Manager hos Chr. Hansen Natural Colors.

- Hvis de linjer kan videreudvikles til egentlige sorter, vil vi kunne reducere dyrkningsarealet og dermed omkostningerne, og det vil gøre de naturlige farvestoffer til langt mere konkurrencedygtige i forhold til de kunstige. Vi ser et stort potentiale i det, siger han.


Skadelige syntetiske farver


Fødevareindustrien anvender farvestoffer for at få mad- og drikkevarer til at se mere indbydende ud.

Omkring halvdelen af farvestofferne i fødevareindustrien på globalt plan er syntetiske, og mange af de syntetiske stoffer er mistænkt for at have sundhedsskadelige effekter og for eksempel skade børns aktivitet og koncentrationsevne, skriver Miljøstyrelsen i et nyhedsbrev.

Betakaroten har ikke de samme negative effekter, men er tværtimod en vigtig antioxidant, som kroppen omdanner til A-vitamin.


Frø fra genbanker

I arbejdet med at udvikle de nye gulerodslinjer har projektet PlantePigment arbejdet med frø fra både gamle og moderne orange gulerodssorter.

Frøene blev hentet i den nordiske genbank NordGen og andre genbanker, fra frøfirmaer og fra Chr. Hansens globale netværk. Projektet har desuden haft samarbejde med flere partnere i USA.

De indsamlede frø er blevet dyrket gennem fem år i både i Danmark og på Madeira for at udnytte både somre og vintre til en effektiv sortsudvikling.

Undervejs i processen er planter med højest produktion af beta-karoten løbende blevet udvalgt, og på den måde er det lykkedes at øge indholdet af det naturlige farvestof betydeligt på relativt kort tid.


Hurtig målemetode

De hurtige resultater skyldes bl.a., at forskere fra KU Institut for Fødevarevidenskab har udviklet en meget effektiv metode til måling af beta-karoten i gulerødder ved hjælp af såkaldt Raman-spektroskopi.

Metoden så effektiv, at indholdet i en gulerod kan måles på omkring et minut, hvor en traditionel analyse i laboratoriet samlet set tager 20-30 minutter.

Ud over orange gulerødder har projektet også undersøgt andre afgrøder med et højt indhold af naturlige farvestoffer: Violette gulerødder, violette kartofler og en række forskellige bær, men gulerødderne har vist sig mest lovende.


Fakta

  • Projektet PlantePigment er gennemført med en støtte på godt ti millioner kroner fra Miljø- og Fødevareministeriets grønne udviklings- og demonstrationsprogram, GUDP.
  • Projektdeltagere: Chr. Hansen, Sveriges Lantbruksuniversitet i Alnarp (SLU), Københavns Universitet og Landbrugets Kartoffelfond.
  • Projektperiode: 1. oktober 2013- 30. september2017, forlænget til 2019.