Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Arealet med frilandsgrønsager i Holland er blevet udvidet i 2019. For eksempel er arealet med løg, som er den vigtigste grønsagsafgrøde i Holland, udvidet med ikke mindre end 2.380 hektar – en stigning på syv procent. (Foto: Colourbox)

Arealet med frilandsgrønsager udvidet i Holland

Foreløbige opgørelser fra CBS i Holland viser, at arealet med frilandsgrønsager er udvidet - specielt arealerne med løg og vintergulerødder er vokset.

Årets første vurdering af arealerne med frilandsgrønsager i Holland viser ifølge CBS – Centraal Bureau voor de Statistiek – at de er udvidet en del i 2019.

Således er arealet med løg udvidet med syv procent eller 2.380 hektar i forhold til i 2018.


Rekordstort løgareal

Arealet med såløg er øget med 10 procent til et rekordstort areal på 27.840 hektar, mens arealet med stik- og planteløg er reduceret lidt.

Årsagerne til udvidelsen skyldes manglende mængder såløg til eksport i 2018 (tørke) samt stigende priser på løg.

Arealet med vintergulerødder er øget med 12 procent til 6.930 hektar, mens arealet med tidlige vaskegulerødder er udvidet med seks procent til 2.850 hektar.

Ligesom med løg skyldes udvidelsen manglen på gulerødder i 2018 og gode eksportmuligheder med et stabilt prisleje.


Flere store udvidelser


Også arealerne med bælgplanter er udvidet, ærter med 25 procent og bønner med otte procent. Derudover er arealet med spinat udvidet med seks procent. For de tre afgrøder er der primært tale om produktion til industri.

Produktionen af rødbeder er udvidet kraftigt i Holland igennem de senere år. Siden 2008 er arealet fordoblet til et foreløbigt rekordareal i 2017 på 952 hektar. Arealer blev reduceret lidt i 2018 men udvidet i 2019 med tre procent.

Ligesom i mange andre lande er arealet med sukkermajs udvidet i Holland, i 2019 med seks procent til i alt 1.210 hektar, et areal som dermed er mere end fordoblet siden 2010, skriver AMI.