Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Tåsen Microgreens i Norge dyrker mange forskellige slags kulturer i en kælder under jorden. Kunderne kan få det produkt, de har behov for, både hvad angår smag, tekstur og udseende. Her er det persille, fennikel og tre helt andre produkter i baggrunden. (Foto: Dan Haunstrup Christensen)

Micro greens kan dyrkes under jorden

I en kælder under Oslo dyrker Christopher Rodriquez, Tåsen Microgreens, micro greens til catering og restaurationsmarkedet i Oslo.

Micro greens er en mellemting mellem spirer og babyleaf. Den traditionelle karse er vel det nærmeste, vi kommer på en micro green, som vi allerede kender.

Micro greens dyrkes typisk i små bakker lige som karse og har den fordel, at de kan dyrkes hvor som helst, så længe man kan skaffe tilstrækkeligt med lys, varme og fugtighed. Lysintensiteten er vigtig, er den ikke høj nok, bliver planterne ranglede.

Christopher Rodriquez dyrker bakkerne med planter i reoler med to-tre hylder, og over hver hylde er der to rækker med LED lys. Opvarmning er der ikke behov for. Se en norsk video fra produktionen her.


Mange arter


Christopher Rodriquez dyrker knapt 20 forskellige slags. Kun fantasien sætter grænser for hvilke arter, som bliver til micro greens. I flæng kan nævnes arter som rucola, basilikum, ærter, fennikel, kål og mange andre.

Af listen med arter ser den køkkenvante straks, at det, man kan bruge micro greens til, er at tilsætte smagsnuancer til maden.

Pludselig får man den skarpe smag fra rucola i munden, en smag som måske senere erstattes af en mild lakridssmag fra fennikel.


Især til catering og restaurationer

Micro greens skal altså ikke forstås som et produkt, som forbrugeren kommer til at slæbe kilovis hjem af, som var det tomater eller kartofler.

Det er et produkt, som skal sælges i små enheder, men gennem en bred produktvifte vil der alligevel være mulighed for at sælge ganske mange bakker, især til catering og restaurationsmarkedet.

Micro greens vil man typisk dyrke i kældre eller tidligere fabrikker, men de kan selvfølgelig også dyrkes i drivhuse og bliver nok endnu et produkt vil skal vænne os til at producere og at spise.

Læs mere i Gartner Tidende nr. 13 om produktion af micro greens hos Christopher Rodriquez.