Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Der er i 2014 udtaget næsten 83.000 stikprøver af fødevarer i EU’s medlemslande til kontrol for pesticidrestindhold, og der blev kun fundet få overskridelser af grænseværdierne. (Foto: Colourbox)

Kun få overskridelser af grænseværdier i EU

I kun tre procent af næsten 83.000 stikprøver af fødevarer i EU blev der fundet overskridelser af grænseværdien i 2014.

EFSA – den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet – har frigivet resultaterne fra pesticidrestkontrolprogrammet i 2014 i form af en rapport.

Prøverne er indsamlet i de 28 EU-medlemslande samt Norge og Island, og de er undersøgt for næsten 800 forskellige pesticider og deres nedbrydningsprodukter.


Tre procent med overskridelser

Rapporten viser, at der i 53,6 procent af 83.000 analyserede stikprøver ikke blev fundet pesticidrester.

I yderligere 43,4 procent af stikprøverne blev der fundet rester, som overholder gældende EU-grænseværdier for pesticidrestindhold i fødevarer.

I tre procent af stikprøverne blev der fundet rester, der overskrider grænseværdierne, MRL.

Overskridelserne findes oftere i prøver fra lande udenfor EU, Norge og Island, nemlig 6,5 procent, end i prøver fra EU-landene, hvor der er overskridelser i 1,6 procent af prøverne.


Foreslår forbedringer

Som noget nyt foreslår EFSA i rapporten, hvordan EU’s medlemslandes pesticidkontrolprogrammer kan gøres mere effektive.

EFSA forslår blandt andet, at prøvetagning i højere grad bør inkludere fødevarer, der ofte indeholder pesticidrester – som for eksempel bær og te – og at fokus flyttes fra animalske produkter til monitering af foder til dyr, for eksempel soja og raps, skriver food.dtu.dk.

Læs rapporten her.

 


Tagget med Plantebeskyttelse