Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Med en Trapview-fælde med solpanel og kamera kan man løbende følge fangsten af insekter via Trapviews hjemmeside. Her er Trapview-fælden sat op i en gulerodsmark for registrering af agerugler. (Foto: Stig F. Nielsen)

Registrering af skadedyr fra kontorstolen

Nu er det – måske – slut med at gå ud i marken flere gange om ugen for at kontrollere skadedyrsfælder.

GartneriRådgivningen tester i år en helt ny type skadedyrsfælde, en Trapview, som er monteret med et kamera, så man hjemme på kontoret kan se limbunden og tælle, hvor mange skadedyr der er kommet.

Trapview-fælderne er egentlig udviklet til frugtviklere i frugtplantager, men konsulenterne Lars Møller og Pernille Kynde, GartneriRådgivningen, tester dem i år overfor agerugler i en gulerodsmark.

Her bliver fælderne sammenlignet med de gammelkendte metalhuse, som skal tilses og optælles to gange om ugen.


Pernille Kynde er ved at samle Trapview-fælder og gøre dem klar til opsætning i gulerodsmarken. Foto: Lars Møller.


Klik ind på hjemmesiden og foretag optælling fra kontorstolen


De nye fælder kan være med til at spare tid, idet man dels hjemme fra kontoret kan se, hvornår de første insekter bliver fanget, dels løbende kan optælle fangsterne.

I teorien skal man derfor kun tilse fælderne, når fældebunden skal skiftes. Derfor kan selve varslingen blive hurtigere og dermed bedre.


Et kig ind i Trapviewfælden efter at den ene gavl er åbnet. Man bruger den velkendte feromonkapsel og de traditionelle limbunde, idet limbundene til frugtviklere ikke er stærke nok til at fastholde en ageruglehan. Øverst i fældehuset sidder der en hvid boks med kamera, simkort og elektronik. Foto: Lars Møller.


Alle insekter registreres

Når man klikker ind på Trapviews hjemmeside med de aktuelle fælder, kan man se, hvor mange nye insekter fælden har registret i forhold til dagen før.

Det er alle typer insekter, som bliver registret. Derfor kan man selv gå ind og fjerne forkerte registreringer og markere de rigtige.

I den første uge af ageruglesæsonen – uge 21 – er der i de gamle fælder fanget de første ageruglehanner. Til gengæld er der endnu ikke er fanget nogle i Trapview, som er betydelig mere tillukket end metalhusene.


Projektet har fået støtte af Promilleafgiftsfonden for frugtavlen og gartneribruget (GAU).