Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Svampesygdommen Stemphylium kan forårsage stort udbyttetab. Symptomerne er mørkebrune pletter på frugterne, der udvikler sig til råd. Brune V-formede områder på bladene er også typisk for sygdommen. (Foto: Maya Bojesen)

Stort tab af pærer på grund af Stemphylium

Henning Jensen, Egeby Frugtplantage, har mistet mere end 20 procent af sin Clara Frijs-høst på grund af svampesygdommen Stemphylium.

I begyndelsen af august var der blot enkelte frugter med mørkebrune prikker i Henning Jensens pæreplantage, Egeby Frugtplantage på Nordfyn, men frem til høst udviklede det sig voldsomt til rådpletter på alt for mange frugter.

Clara Frijs pærerne ligger tæt på jorden under træerne. Der er rådpletter på frugterne, og bladene har brune pletter. Udover de karakteristiske symptomer bekræfter en laboratorieanalyse, at der er tale om svampesygdommen Stemphylium.

Sygdommen, der første gang dukkede op i Sydeuropa sidst i 1970’erne, er kendt for netop at kunne forårsage alvorlige angreb. Sygdommen slår tilfældigt til, så det er svært udlede sammenhænge.

Derfor er der meget, man ikke ved, heller ikke i udlandet, hvor sygdommen er mere kendt end herhjemme.


Henning Jensen, Egeby Frugtplantage, glæder sig over udsigten til en god høst i Lucas, men frygter, at disse pærer skal blive ramt af samme problem som i Clara Frijs. Foto: Maya Bojesen



Lever også på græs og ukrudt

Stemphylium findes i plantagen året rundt. Den overvintrer på dødt plantemateriale på jorden såsom pæreblade og nedfaldne frugter, men også på græs og ukrudt. Der dannes sporer hele sommerhalv-året.

I udlandet er lavet forsøg med at reducere smittetrykket til næste sæson. Det hjælper noget at fjerne plantemateriale fra jorden, men det er ikke så effektivt, som det er for skurv. At dække jorden med plastic har vist sig at have en effekt, men det er ikke en løsning i praksis.


Hvor det er værst, ligger der op til 20-30 frugter under hvert træ. Henning Jensen har høstet 20-25 tons Clara Frijs pr. hektar, og så ligger der nogle steder 10 tons pr. hektar tilbage på jorden. Foto: Maya Bojesen.


Inficerer i maj-juni

Svampen inficerer, når det er varmt og fugtigt. Frugten er modtagelig for infektion fra blomstring og 6-8 uger frem. Selvom infektionerne sker i løbet af forsommeren, bliver symptomerne ofte først synlige senere på sommeren.

Træerne hos Henning Jensen står på sandjord, og dér hvor der ligger mest frugt på jorden, er også dér, hvor jorden er allerlettest. Sygdommen trives i træer, som er stressede, og den meget lette jord er en stressfaktor.


Der er pletter på stort set samtlige frugter på Conference, der står som bestøvere til Clara Frijs. Henning Jensen er indstillet på, at frugterne herfra også går tabt. Foto: Maya Bojesen.



Midler med sideeffekt


Behandling med svampemidler skal ske forebyggende i tiden efter blomstring. Når symptomer ses sidst på sæsonen, er behandling for længst for sent.

Det har været helt afgørende at finde ud af, om det med sikkerhed er Stemphylium, eller om det er noget andet, som er årsagen, så der kan lægges en strategi for undgå en lignende situation til næste år.

Ingen af de svampemidler, vi har i Danmark, er godkendt mod Stemphylium, men Signum, Switch og Difcor har sideeffekt.


Vær opmærksom

Henning Jensen havde ikke tilsvarende problemer i sin plantage sidste år. Alligevel valgte han efter blomstring i år at bruge Difcor de tilladte fire gange mod skurv og regnede med, at det gav sideeffekt mod Stemphylium.

For som Henning Jensen siger, så har pæredyrkning ingen fremtid i hans plantage, hvis så meget frugt tabes. Han opfordrer andre avlere til at være opmærksomme og tage på symptomer på Stemphylium alvorligt, for selvom det virker ubetydeligt det ene år, kan det slå hårdt til det næste år.