Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Rokkedysse Bær i Værløse har høstet medaljer for tre hjemmelavede hindbærprodukter ved en svensk/nordisk konkurrence for madhåndværk: Guld for hindbærsaft lavet på sorten Glen Ample, sølv for hindbæris og bronze for hindbærsyltetøj. (Foto: Rokkedysse Bær)

Medaljeregn til Rokkedysse Bær

Bagagen var fyldt med både en guld-, en sølv- og en bronzemedalje, da Torben Bo Toft Christensen rejste hjem fra svenske SM i Mathantverk.

Rokkedysse Bær, der er kendt for både produktion af friske bær og forarbejdning af bær til is, smoothies og mange andre produkter på glas og flasker, er blevet tre medaljer rigere efter at have deltaget i den svenske konkurrence ’Åbne Svenske Mesterskaber i Madhåndværk’.

Ved konkurrencen, der fandt sted på Högbo Bruk nord for Stockholm den 15.-17. oktober, høstede Torben Bo Toft Christensen, Rokkedysse Bær, både en guld-, en sølv- og en bronzemedalje for sine forarbejdede hindbærprodukter.

Dommerne hyldede især, at en høj råvarekvalitet tydeligt kunne smages i produkterne. Begrundelsen for guld til hindbærsaften lød: ”Fint balanserad hallonsaft med lime som lyfter smak och doft till skyarna!”


Torben Bo Toft Christensen har ansvaret for Rokkedyssegaards Marmeladeri, hvor han skaber produkter af gårdens bær med fokus på smag, kvalitet og identitet.



Forarbejdning af egne bær


Produkterne er forarbejdet af råvarer fra Rokkedyssegaard ved Værløse, hvor Lisbeth Toft Christensen har ansvaret for dyrkningen. Råvarerne forarbejder Torben i eget produktionskøkken, og vejen fra plante i marken til færdigt produkt i køkkenet er derfor så kort, som den kan blive.

Kravet for at kunne deltage i mesterskaberne er, at det er madhåndværksprodukter med rig smag, høj kvalitet og tydelig identitet, fremstillet af lokale råvarer, som forædles varsomt i lille skala og ofte på egen gård.

Mere end 500 produkter deltog i det svenske mesterskab, som er åbent for madhåndværkere i hele Norden og blev afviklet for 24. gang. Alene i kategorien ’Bär, frukt- och grönsaksforädling’ var der i år 15 forskellige klasser.

Læs mere om konkurrencen her.