Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Dokumentaristen Eva Muldvad har i tre år fulgt Harald Krabbe og kirsebæreventyret på Lolland hos Frederiksdal Kirsebærvin. (Foto: Stine Heilmann)

Kirsebæreventyret

TV2 viser kirsebæreventyret – historien om Frederiksdal Kirsebærvin i to afsnit. Anden del af historien kommer onsdag den 31. juli.

Der er fokus på Frederiksdal Kirsebærvin, når TV2 viser dokumentaren ’Kirsebæreventyret’ i to afsnit.

I tre år har dokumentaristen Eva Muldvad fra Danish Documentary fulgt Frederiksdals op- og nedture i forsøget på at etablere en virksomhed baseret på egen produktion af Stevnsbær produceret på flade marker på Lolland.

Det er der kommet en film ud af, som TV2 viser i en lille tv-serie i to afsnit, hvor Eva Muldvad skildrer godsejer Harald Krabbes projekt med kirsebærvin ved siden af gårdens grundlæggende landbrugsproduktion.


Begejstrede købere og tung økonomi


I oplægget til de to tv-afsnit lyder det blandt andet:

”Tre danske iværksættere satser stort, da de beslutter sig for at producere en kvalitetskirsebærvin på Frederiksdal Gods på Lolland”.

”Den intense, mørke vin får fine anmeldelser og begejstrede købere over hele verden. Vi følger de tre ildsjæle og det utraditionelle erhvervseventyr til Frankrig og til Shanghai, hvor rige kinesiske købmænd forsøger at sælge vinen som en adelig kærlighedsvin.”

”Men tilbage på Lolland trækker tunge økonomiske skyer sammen over det nordiske vinslot”.


En virksomhed i væks
t

Det er stadig Danmark, der er Frederiksdal Kirsebærvins største marked, men der er ved at komme godt vind i eksportsejlene. I dag eksporterer Frederiksdal Kirsebærvin til 20 lande i hele verden og cirka 30 stater i USA.

Siden kameraerne slukkede, er virksomheden vækstet med i alt 20 procent, skriver Frederiksdal i en pressemeddelelse.

Kirsebærvinen fra Frederiksdal fermenterer og fadlagrer på samme måde som druevin. Kirsebærrene, der bliver brugt til at producere vinen, kommer udelukkende fra godsets egne plantager, der tæller cirka 15.000 kirsebærtræer.

I disse måneder har Frederiksdals Kirsebærvin særligt fokus på kirsebærbobler RØD, sparkling, som er en mousserende vin i en blanding af Stevnsbær fra egen plantage og pærer fra Lolland.


Fakta

  • Første afsnit blev sendt onsdag den 24. juli kl. 20.50. Genudsendes søndag den 11. august kl. 13.30.
  • Andet afsnit vises onsdag den 31. juli kl. 20.50.
  • Frederiksdal Gods  holder Åben Mark lørdag den 17. august, hvor forbrugere kan komme forbi og plukke Stevnsbær helt gratis.
  • Frederiksdal Kirsebærvin blev startet i 2006 af godsejeren Harald Krabbe, kokken Jan Friis-Mikkelsen og journalisten og vinentusiasten Morten Brink Iwersen, der alle stadig er i ejerkredsen.