Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Det californiske firma Abundant Robotics har prøvekørt en nyudviklet robot til æblehøst på New Zealand i foråret 2019. I efteråret 2019 skal robotten høste hos frugtavlere i Washington. (Foto: Screenshot fra youtube.com)

Frugtrobotterne kommer

Udviklingen af robotter til frugthøst skrider frem flere steder i verden. Økonomien afhænger af, hvor mange timer robotten kan arbejde på årsbasis.

Håndhøst af frugt og bær er meget arbejdskrævende og dyrt, og de senere år er det også blevet vanskeligere for mange avlere at skaffe arbejdskraften.

Derfor hilses det velkomment, at udviklingen af høstrobotter skrider frem. Flere steder i verden arbejdes med udvikling af høstrobotter, der har den fordel, at de arbejder vedvarende, også under dårlige vejrbetingelser, og i flere timer om dagen end menneskehænder.

En robot til høst af jordbær, Rubion fra belgiske Octinion i Leuven, er allerede lanceret på markedet, og den første kommercielle høstrobot til æbler ventes indenfor det næste års tid.


Plantagen skal være robotklar

I princippet arbejder alle robotter på den samme måde. Kameraer og sensorer ’søger’ mellem blade efter frugter og vurderer deres størrelse, farve og graden af modenhed.

Når træer, buske eller planter er mere åbne, har robotten lettere ved at finde frugterne. Så det handler også om, at plantagen skal være ’robotklar’, ellers fungerer robotten ikke optimalt.

Softwaren i robotten bestemmer på baggrund af avlerens fastsatte kriterier, om frugten skal plukkes eller ikke. Hvis svaret er ’ja’, guides en arm til at plukke frugten.

Største delen af den nuværende generation af robotter bruger kunstig intelligens, det vil sige, at robotten ’lærer’ og bliver bedre og bedre mens den arbejder.


Amerikanske robot til æbler

Det californiske firma Abundant Robotics, der har danskeren Michael Eriksen som medstifter, har brugt seks år på at udvikle en robot. Firmaet er nu kommet så langt, at robotten er klar til at komme på markedet.

I foråret 2019 blev robotten testet i en plantage på New Zealand. Til efteråret 2019 er det firmaets plan, at robotten skal plukke æbler på kommerciel basis i plantager i Washington, USA.

Robotten plukker frugten ved, at æblerne suges af en ’mund’, der ved hjælp af vakuum holder æblet fast, indtil det er høstet og lagt op på et transportbånd, hvorfra det transporteres videre til en kasse på sædvanlig vis med en kassefylder.

Den californiske æbleplukkerobot er udviklet sammen med frugtavlere i Washington State og med finansiel støtte fra Washington State Tree Fruit Research Commission. Google Ventures investerede 10 mio. dollars i udviklingen af robotten, skriver techcrunch.com.

Se en kort video af robotten her.


Israelsk robot til forskellig frugt


Det israelske firma Fresh Fruit Robotics er i gang med at udvikle en robot, der kan høste forskellig slags frugt. Ud over æbler kan robotten også plukke pærer, blommer og citrusfrugter. Det betyder, at maskinen kan bruges en større del af året.

Den israelske robot plukker frugten med en griber. Afhængig af hvilken frugtart, der er tale om, kan griberen plukke frugten ved at bevæge stilken opad (æbler), eller ved at klippe stilken over (citrus).
Høstmaskinen er udstyret med 12 robotarme – seks på hver side.

Ifølge Fresh Fruit Robotics kan maskinen plukke 8.000-10.000 frugter i timen, og på én dag (22 timer) kan den plukke lige så meget som 25-30 medarbejdere.

I en moderne plantage med små, åbne træer kan maskinen finde 90 procent af frugterne. Maskinen kan høste 50 hektar på 80 dage, skriver EFM.

Frugtavleren kan specificere maskinens kriterier for at vælge hvilke frugter, den skal høste. Det kan f.eks. være frugtfarve eller frugtstørrelse.

Det israelske firma vil fortsætte med at udvikle maskinen, så den i fremtiden også kan udtynde frugter og beskære.

Se en kort video af robotten her.


Engelsk robot til hindbær


I England er der mangel på bærplukkere. Polske og rumænske høstarbejdere er efterhånden vanskelige at tiltrække, men inden længe forventer det engelske robotfirma Fieldwork Robotics – et spin-off firma fra University of Plymouth – at være på banen med en robot hindbærhøst.

Sensorer og 3D-kameraer på en prototype af robotten søger efter røde bær. En griber monteret på en robotarm plukker bærret og lader det falde forsigtigt ned i en kasse. Det tager prototypen cirka ét minut at plukke et hindbær, men udviklerne tror på, at de kan få processen ned på 10 sekunder.

Ideen er at opbygge robotten med fire plukkearme, så de kan plukke 25.000 hindbær på en dag. Det er mere end det dobbelte af, hvad en medarbejder kan plukke. Intentionen er at have en robot klar til markedet i 2020, skriver University of Plymouth på sin hjemmeside.

Robotten udvikles i samarbejde med Hall Hunter, en af de største bæravlere i Storbritannien, der leverer bær til Marks & Spencer, Tesco og Waitrose.

Ifølge Fieldwork Robotics koster det 8,45-16,90 DKK (1-2 engelske pund) at håndhøste ét kilo hindbær. Fieldwork Robotics vil lease robotten ud til avlerne for et mindre beløb end dette.

Hindbær er et sart og vanskeligt bær at høste. Firmaet håber, at når de kommer i mål med robothøst af hindbær, vil det også være muligt at ombygge maskinen til høst af blåbær, brombær og måske jordbær.

Se en kort video af robotten her.