Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
De forventede udbyttetal fra frugtprognosekonferencen kan afvige fra de faktiske udbytter. I 2018 gjaldt det især EU-lande med stor produktion som Polen, Ungarn og Rumænien samt lande, der grænser op til EU, f.eks. Tyrkiet og Ukraine. (Foto: Annemarie Bisgaard)

Frugtprognosetal med forbehold

Det er svært at spå – ikke mindst når det gælder forventninger til årets udbytter af æbler i forskellige lande.

Tallene fra årets frugtprognosekonference i Belgien i august dels fastslår udbytterne i europæiske æble- og pæreplantager fra sidste års høst (2018), dels spår om udbytterne i 2019.


Det fremgår af tallene fra konferencen, at EU’s æblehøst i 2019 forventes at blive cirka 20 procent lavere end sidste år og otte procent lavere end de seneste tre år.

Hvis man ser på de tilsvarende tal fra sidste års frugtprognosekonference, kan man sammenligne prognosetallene fra 2018 med de faktiske tal for høsten 2018.


Faktisk EU-udbytte større end prognosetal

Denne sammenligning viser, at de faktiske høstudbytter i 2018 fra en række lande afviger en hel del fra prognosetallene. Det gælder især lande som Polen, hvor det faktiske udbytte i 2018 blev 330.000 tons større end prognosetallet fra august 2018 – eller 7,3 procent højere end forventet. 4.810.000 ton mod 4.480.000 tons.

I Ungarn endte den faktiske høst med at blive 54.000 tons højere end forventet – det svarer til 7,4 procent flere æbler. Især i Rumænien rammer prognosetallene meget ved siden af. Den forventede høst var i 2018 på 320.000 ton men blev faktisk på 425.000 ton. En forskel på 33 procent.

Også i Tyskland blev det faktiske udbytte i 2018 højere end forventet. Prognosen sagde 990.000 tons, men høsten blev faktisk på 1.093.000 tons – altså 10,4 procent højere. I Belgien blev udbyttet i 2018 6,4 procent højere end forventet.

Det samlede prognosetal for høsten 2018 for alle europæiske lande var 12.611.000 tons, mens den faktiske høst endte med at blive 13.275.000 tons. En forskel på 5,3 procent.


Større forskelle i lande uden for EU


Prognosetal fra Belgien i år viste også, at afvigelserne mellem prognosetal og faktiske tal kan være er meget store i lande uden for EU. Prognosen for Tyrkiet 2018 lød på 2.502.000 tons, mens udbyttet faktisk blev på 3.090.000 tons. Altså en udbytteforskel på 588.000 tons – eller 23,5 procent. Det skriver EFM.

Det samme gælder Ukraine. Her lød prognosen på 1.108.000 tons, mens det faktiske udbytte blev på 1.458.000 tons. En forskel på 350.000 tons eller 31,6 procent. I Moldova var forskellen på 160.000 tons eller 31,7 procent. I Makedonien var forskellen på 25 procent.