Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Niels Chr. Bach Nielsen og hans datter Stine, i midten, fra Thy ØkoBær samarbejder med Tine Dalbøl Dahl, PlanThy, om udvikling af nye safte baseret på gårdens egen produktion af økologiske bær. (Foto: Søren Broust Hansen)

De økologiske safter stiger i Thy

Et samarbejde mellem Thy ØkoBær og Thisted Bryghus er resulteret i en ny serie af safte, der er klar til markedet.

Et nyt samarbejde mellem bærvirksomheden Thy Økobær og Thisted Bryghus er resulteret i en række nye safte. I første omgang er der tale om fire varianter: Stikkelsbær, solbær, hvide ribs med blåbær samt hvide ribs med havtorn.

Udviklingen af saftserien står Tine Dalbøl Dahl, PlanThy, for i samarbejde med Thy ØkoBær, der også dyrker bærrene. Tapningen sker i lokaler hos Thy ØkoBær.

- Vi tager os af hele processen, fra vi plukker bærrene og til, at de ender på flaskerne, og så sørger Thisted Bryghus for alle andre dele af samarbejdet. Det er et samarbejde, vi er rigtigt glade for, fortæller Tine Dalbøl Dahl i en pressemeddelelse.


Fire varianter af økologisk saft produceret af bær fra Thy Økobær og lnaceret af Thisted bryghus. Foto: Anders Kobberø.


Det rigtige tidspunkt

- Vi har mærket en stor interesse på markedet allerede, så det tegner rigtigt godt. Vi lavede et forsøg med økologisk saft i 2007, men tiden var ikke den rigtige på det tidspunkt. Det er den nu, fortæller adm. dir. Aage Svenningsen, Thisted Bryghus.

De nye safte er koldpresset og ufiltreret. Noget som Tine Dalbøl Dahl mener, markedet nu er klar til at tage imod, fordi flere og flere vælger saft til deres mad blandt andet på restauranter og cafeer.

De to samarbejdspartnere håber, at den alkoholfrie saft falder i smag hos både almindelige forbrugere og restauranter, der har saftmenuer på spisekortet, samt til alle typer kantiner.