Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
De første jordbær – Henriettes danske jordbær – kommer fra Hunsballe Grønt ved Skælskør. Jordbærrene sælges i udvalgte Irma butikker fra i dag den 12. april for 37 kroner pr. bakke med 250 gram. (Foto: Hunsballe Grønt)

Årets første danske jordbær

Hunsballe Grønt i Eggeslevmagle har de første danske jordbær i butikkerne i dag.

Sæsonen for danske jordbær er skudt i gang. Det er Hunsballe Grønt ved Skælskør, der igen i år er først med modne jordbær fra væksthus. Sidste år leverede virksomheden de første jordbær i butikkerne den 11. april.

- De første jordbær går som altid til vores lokale SuperBrugsen i Skælskør. Vi startede plukningen den 10. april og har de første par dage plukket 58 kasser a 2,25 kilo – det vil sige i alt cirka 130 kilo jordbær, fortæller Claus Hunsballe.



Henriette Hunsballe står for blandt andet salg, indkøb og administration hos Hunsballe Grønt. Foto: Hunsballe Grønt.


Udvalgte butikker

Henriette og Claus Hunsballe sælger jordbærrene til Coop, der fordeler dagens bakker til udvalgte Irma butikker.

Mængderne er meget små, så kunderne kan kun købe de første danske jordbær i udvalgte butikker. I næste uge kommer der større mængder og om ca. 14 dage forventer vi, at produktionen er så stor, at der er jordbær i alle Coops 1.200 butikker, skriver Coop i en pressemeddelelse.

De første danske jordbær sælges for 37 kr. pr. bakke med 250 gram.


Fristende og lækre. Sådan ser de første danske Elsanta ud – dyrket i væksthus og plukket den 12. april hos Hunsballe Grønt.


Jordbær fra væksthus til juni


- Efter påske og tre fire uger frem topper produktionen i vores væksthus, og i begyndelsen af maj begynder vi at høste jordbær i tunnelhuset, der også et væksthus men beklædt med plast på tag og sider.

I tunnelhuset forventer vi, at høsten topper i sidste halvdel af maj, fortæller Claus Hunsballe, der regner med, at den samlede høst i væksthusene slutter i begyndelsen af juni. Herefter kommer bær fra friland.


Henriette og Claus Hunsballe har godt 34 hektar med jordbær til høst i år. Der er 2,2 hektar med jordbær i væksthuse – af glas og plast – heraf 0,5 hektar med økologiske jordbær samt 31 hektar jordbær på friland.

Hunsballe Grønt dyrker også frilandsgrønsager på godt 55 hektar med selleri og squash samt lidt bønner og bundteløg