Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
På den årlige frugtprognosekonference, der fandt sted i Warszawa i august, var der debat om markedssituationen set igennem hollandske, amerikanske og polske briller. Fra venstre: Gerad Pronk, Greenery i Holland, Todd Flyhover, Washington Apple Commission og Dominik Wazniak, RojPol i Polen. (Foto: Jan Jager)

Udsigt til god start på europæisk æblehøst

På baggrund af årets frugtprognosekonference vurderes det, at æblehøsten bliver pæn, og at sæsonen vil starte med gode priser.

Den europæiske æblehøst forventes i år at blive på 12.611.000 ton – en stigning på 36 procent i forhold til 2017, som var den laveste æblehøst i 10 år. Disse tal kom frem på den internationale frugtprognosekonference i Warszawa den 8.-10. august, hvor der var 273 deltagere fra 21 lande.

Udbytterne svingerne meget fra sort til sort – også i de sorter, som er mest interessante for os. For eksempel forventes et udbyttefald i Elstar på fire procent i forhold til gennemsnittet for de seneste tre år. Til gengæld forventes der en stigning på 44 procent for Jonagold-typerne.

Den internationale markedssituation er meget uforudsigelig, da der er mange faktorer – flere end normalt – som er uafklarede. I Kina forventes eksempelvis en produktionsnedgang på 28 procent. Det er et fald på 13.560.000 ton, altså et fald der er større end den samlede produktion i EU.


Kæmpe høst i Polen

På det europæiske marked er den største udfordring, hvordan den rekordstore polske æbleproduktion bliver solgt. Polen forventer en rekordstor æblehøst på 4.480.000 ton i 2018 mod 4.035.000 ton i 2016, som var deres hidtidige rekord.

Det er en øget produktion på 445.000 ton i Polen, så det er spørgsmålet, om Polen har den nødvendige lagerkapacitet og de 1,2 mio. ekstra storkasser, der skal til for at opbevare æblerne.

Holland forventer derimod ikke, at de skal ud at finde nye markeder for at afsætte Elstar, idet det hollandske areal med Elstar er faldet. De forventer at kunne afsætte deres produktion dels på hjemmemarkedet, dels i Tyskland.


Der er ikke mange æbler på lager fra sidste års høst. Her er de sidste kasser af sorten Idared fra 2017 hos det polske kooperativ Fruit Family. Foto: Jan Jager.


God efterspørgsel fra starten af sæsonen


Som det fremgår af ovenstående er der både muligheder og udfordringer med afsætning af æblerne i den kommende høst.

Men det er dog positivt, at der ikke er europæisk frugt på lager og den oversøiske mængde, som pt. er i Europa, er også lavere end normalt.

Konklusionen på konferencen er, at der forventes en god efterspørgsel og også gode priser i starten af sæsonen.


Det polske kooperativ Fruit Family, der er familieejet, har 15 pakkelinjer og kan pakke i flere forskellige typer af emballager samtidigt. Investeringen er finansieret af EU. Foto: Jan Jager.


Situationen i Kina og USA


På konferencen blev det nævnt, at en øget eksport til Kina ikke er en mulighed, da sortimentet ikke passer til de kinesiske forbrugere. Desuden er det kinesiske bureaukrati uoverskueligt – i hvert fald inden for en kort tidshorisont.

Kinas eksport til Sydøstasien forventes at falde. Det vil give andre lande muligheder for at øge eksporten til lande som eventuelt Indien.
Den politiske situation i USA skaber problemer for USA selv. Flere importlande ser tilsyneladende ikke USA som førstevalg, når de skal købe æbler.

60 procent af USAs eksport går til lande, hvor der trusler om told: Mexico, Indien, Kina. Det vil påvirke eksporten kraftigt. Mexico er i øvrigt USAs største eksportmarked for æbler.

Kina har allerede halveret æbleimporten fra USA i 2017 i forhold til 2016. Mexico har pålagt 20 procent afgift på importæbler fra USA. Det er en del af modsvaret på den amerikanske told på stål og aluminium.


Fruit Family pakker i mange forskellige typer emballager, der her er klargjort til de forskellige detailkæder. Foto: Jan Jager.



På besøg hos Fruit Family


I forbindelse med konferencen besøgte vi kooperativet Fruit Family – en familievirksomhed sydvest for Warszawa med tre søskende i direktionen, 30 fast ansatte og 70 sæsonansatte.

Fruit Family er en PO-virksomhed med 86 medlemmer, en frugtplantage på 1.000 hektar og en årlig produktion på 35.000 tons.

Inden den russiske embargo eksporterede virksomheden 92 procent til Rusland. Nu sælges en del i EU, men en del eksporteres også til det nordafrikanske marked. Desuden forsøger Fruit Family at komme ind på det asiatiske marked.

Fruit Family har investeret kraftigt i moderne faciliteter med stor støtte fra EU. Der kan opbevares 20.000 tons frugt på ULO. Sorteringsanlæget, der har 50 vandudtag, har en kapacitet på 30 tons i timen. Der er 15 pakkelinjer, så der kan pakkes flere forskellige emballagetyper samtidigt.

Driften i byggeriet, som EU har været med til at finansiere, gav desværre ikke indtryk af, at der var en professionel daglig drift. Ledelsen gav udtryk for, at det havde kostet store anstrengelser at omstille sig fra de russiske ’kvalitetskrav’ til de krav, der er gældende på de nye markeder.