Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Laust Spandet Jensen, der driver 80 hektar frugtplantage på Fejø, vil med et lån på 1,4 mio. kroner fra Coops Crowdfunding udvide den økologiske del af plantagen med 8,5 hektar. Det tog kun seks timer at få 28 investorer til at låne pengene ud. (Foto: Annemarie Bisgaard)

Laust Spandet Jensen gentager succes

Frugtavler Laust Spandet Jensen, Fejø Frugt, har endnu en gang anvendt crowdfunding til at indsamle penge til udvidelse af bedriften.

Det tog kun seks timer at indsamle 1,4 millioner kroner til et projekt med udvidelse af det økologiske areal med æbler i Laust Spandet Jensens frugtplantage på Fejø.

Så hurtigt gik det med at indsamle penge til Fejø Frugt gennem et crowdfunding-projekt via Coop Crowdfunding, hvor formålet er at udvide den økologiske frugtplantage med 8,5 hektar.

Sidste år lagde Laust Spandet Jensen tre låneprojekter ud på Coops crowdfunding portal. Alle tre projekter blev hurtigt fyldt op. Det gjaldt bl.a. nye ULO-kølerum til 1.750.000 kroner, nyt areal med æblesorten Junami samt omlægning af 7,5 hektar plantage til økologi.


128 investorer


Pengene kommer fra 128 private investorer, der gerne vil støtte den økologiske produktion og samtidig får et udbytte på 3,25 procent i rente.

Laust Spandet Jensen er overrasket over, at det gik så hurtigt.

- Jeg fatter ikke, at der er så mange, der er interesseret. Men det er jo nok fordi, at Fejø Æbler er rimelig kendt, og det der med at omlægge til økologi, det er noget folk gerne vil, siger Laust Spandet Jensen, der dyrker 80 hektar med frugt, heraf cirka 25 hektar med økologi.


Rammer en nerve


Nicolai Jæpelt, projektleder ved Coop Crowdfunding, har aldrig set et projekt blive tegnet så hurtigt før.

- Det rammer en nerve, det der med, at man kan støtte økologien, selv købe de æbler, der kommer ud af det, og ovenikøbet tjene penge på det. Jeg er sikker på, at vi kommer til at se mange flere af den slags projekter i fremtiden, siger Nicolai Jepælt.

Også Andreas Helgason fra Lendino, som kreditvurderer flere virksomheders crowdfunding-projekter, er overrasket over, at så stort et lån kan blive finansieret så hurtigt af privatpersoner.