Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Der er registreret 307 jordbæravlere med til sammen cirka 1.160 hektar fordelt over det meste af landet. Men med stor variation fra kommune til kommune. Arealstørrelsen varierer fra 100 m2 til et godt stykke over 50 hektar. (Foto: Colourbox)

Jordbærmarker er skævt fordelt i Danmark

Jordbærmarkerne her til lands er uens fordelt på Danmarkskortet. Der findes enkelte store kommuner helt uden jordbærproducenter.

Jordbærarealerne er noget uens fordelt i Danmark. Det viser en opgørelse, som konsulent Dan Haunstrup Christensen, GartneriRådgivningen A/S, har lavet på baggrund af tal fra Dansk Gartneri.

Sjællandske avlere dyrker dobbelt så stort et areal pr. avler i forhold til en jysk jordbæravler. Måske fordi østdanske avlere leverer i højere grad end vestdanskerne via salgsorganisationerne, mens stalddørssalg og selvpluk stadigvæk er ret udbredt blandt jyske avlere.

Der er flest jordbæravlere og størst areal på Sjælland, efterfulgt af Fyn samt Midt- og Sydjylland.


Skæv fordeling

Der er store områder i Midt-/Vestjylland fra Esbjerg via Silkeborg til Fjerritslev og på Vestsjælland, hvor der næsten ikke dyrkes jordbær.

Desuden findes der ganske store kommuner med mange indbyggere helt uden registrerede jordbæravlere. Der er ikke tale om København og Frederiksberg kommuner, men kommuner som Morsø, Horsens og Struer.

På Bornholm er der også – for forfatteren i alt fald – registreret forbavsende få jordbæravlere, når man tænker på, at der er cirka 40.000 fastboende, og der er mange turister i hovedsæsonen.

Med mindre det skyldes jordbundsmæssige/klimatiske årsager er det vanskelig at forstå, hvorfor vendelboerne kan dyrke jordbær, men ikke midt/vestjyderne, skriver Dan Haunstrup Christensen.

I Gartner Tidende nr. 3, 2018, der udkommer torsdag den 22. februar, får du på et Danmarkskort et overblik over fordelingen af jordbærarealer.