Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Årets priser på polske æbler har ikke kunnet kompensere for de store udbyttetab efter forårsfrosten i 2017. Også eksporten går mere trægt end forventet. I denne uge indførte Rusland et forbud mod levering af æbler fra 31 virksomheder i Hvide Rusland, fordi der var fundet polske æbler hos disse virksomheder. (Foto: Colourbox)

Dårligere frugtsæson i Polen end forventet

Frugtsæsonen 2017 er blevet værre end forventet i Polen, mener de polske frugtavleres formand.

Ifølge formanden for de polske frugtavlere, Miroslaw Maliszewski, er sæsonen for frugtavlere generelt blevet ringere end forventet. Det skriver NFO i et nyhedsbrev.

- De højere priser på frugt har absolut ikke kompenseret for udbyttetabet som følge af de frostskader, der hærgede i store dele af Europa sidste forår.

- Nogle avlere har tabt halvdelen af deres udbytte. Men avlere uden frostskader har til gengæld haft en god sæson, siger han til det polske nyhedsmedie Sadyogrody.pl.


Eksporten mere træg end forventet


Eksporten af polske æbler til Vesteuropa er ikke vokset sig rigtig stor endnu, selv om efterspørgselen har været stigende i år som følge af mangel på æbler i hele Europa.

Formanden er spændt på, hvordan eksporten bliver efter en normal høst. Han nævner blandt andet udfordringer med at honorere de krav, som vesteuropæiske aftagere stiller til æblernes kvalitet i form af farve og fasthed.

Polens største æbleeksport er fortsat til Østeuropa, herunder Hvide Rusland. Også Rumænien, Bulgarien og det tidligere Jugoslavien er på eksportlisten.

Eksport til lande som Tyskland bliver stadig vigtigere, og eksporten til Nordafrika som for eksempel Egypten vokser betydeligt. Polske æbler kan også købes på flere asiatiske markeder som De Arabiske Emirater, Saudi Arabien, Vietnam, Kina og Indien.


Blokering fra Hvide Rusland til Rusland


I begyndelsen af denne uge – midt i februar – indførte Rusland et forbud mod levering af æbler fra 31 virksomheder i Hvide Rusland. Ifølge den russiske plantesundhedstjeneste er der fundet polske æbler hos disse virksomheder.

Ifølge Miroslaw Maliszewski, der også er landspolitiker, har Rusland nøje analyseret, hvem der mister mest i forbindelse med handelsforbudet:

– Det ser ud til, at det er frugtproducenterne i EU og især de polske frugtavlere, der mister mest, lyder hans melding ifølge NFO til det polske nyhedsmedie.