Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Der er 2.844 hektar med konventionelle og 257 med økologiske blåbær i Tyskland. Blåbær er dermed landets største kultur af buskfrugt. (Foto: Colourbox)

Bær er trendy i Tyskland

Efterspørgselen efter bær er voksende i Tyskland – både til frisk konsum og til industri – og producenterne udvider deres areal.

Arealet med bærbuske i Tyskland ligger omkring 8.900 hektar. I de sidste seks år er arealet med bærbuske udvidet med cirka 2.000 hektar. Det skriver AMI.

Blåbær udgør det største areal blandt bærbuskkulturerne, og arealet udvides hvert år. Siden 2016 er arealet med blåbær steget fem procent eller 130 hektar, og arealet med konventionelle blåbær er nu på 2.844 hektar – et markant større areal end de øvrige bærarter.

Solbær er arealmæssigt den næststørste art af buskfrugt i Tyskland. Arealet er dog reduceret kraftigt de senere år, og blev også reduceret i 2017 og udgør nu 1.480 hektar – omkring halvdelen af blåbærarealet.

  • Blåbær – 2.844 hektar
  • Solbær – 1.481 hektar
  • Hindbær – 1.072 hektar
  • Ribs – 857 hektar
  • Havtorn – 745 hektar
  • Hyld – 596 hektar
  • Aronia – 688 hektar
  • Stikkelsbær – 309 hektar
  • Brombær – 132 hektar

Hindbær er den tredjestørste kultur af bærbuske i Tyskland med 1.072 hektar konventionelle og 25 hektar økologiske.
Hindbær er den tredjestørste kultur af bærbuske i Tyskland med 1.072 hektar konventionelle og 25 hektar økologiske. Foto: Annemarie Bisgaard.


Kort vindue til hindbær

Hindbær ligger med 1.072 hektar på en arealmæssig tredjeplads blandt frugtbuskafgrøderne i Tyskland. Især den beskyttede produktion i tunneler og væksthuse er vokset, mens produktionen på friland aftager. Det skyldes høje krav om bærkvalitet, som nemmest opnås under overdækning.

Tidlige hindbær bliver der ikke produceret mange af i Tyskland, fordi importen fra Spanien og i stigende grad også fra Portugal er stor først på sæsonen.

De senere år er tyske avlere begyndt at overveje også at undlade de sene hindbær for at undgå problemer med pletvingefrugtfluen, skriver AMI.

Tyske erfaringer viser, at priserne hurtigt rasler ned på brombær, hvis der kommer for mange på markedet.
Tyske erfaringer viser, at priserne hurtigt rasler ned på brombær, hvis der kommer for mange på markedet. Foto: Colourbox.


Brombær - følsomt marked

Brombær er blandt de mindst dyrkede buskfrugtarter i Tyskland, kun 132 hektar. Arealet med brombær er vokset moderat indtil 2016, men siden er der sket en reduktion i arealet.

Markedet kan tilsyneladende hurtigt oversvømmes af brombær, og så er produktionen ikke længere rentabel.


Ny rekord i bærudbytte

Den tyske høst af bær fra buske satte ny rekord i 2017. Alt i alt høstede tyske producenter om 40.100 tons bær sidste år. Også blåbærhøsten var rekordstor med 13.800 ton, især fordi arealet er udvidet og stadig udvides.

Brombærhøsten satte også rekord i 2017 med 1.400 ton eller næsten dobbelt så stor høst som i 2016. Det samme gælder hyld og havtorn.

Ikke alle buskfrugtbær havde rekordhøst i 2017 – det gjaldt blandt andre solbær og stikkelsbær, som var ramt af forårsfrosten.

Arealet med økologiske bærbuske stiger i Tyskland i disse år. Aronia er den største økologiske buskfrugtkultur. Fra 2016 til 2017 steg arealet med godt 100 hektar til 597 hektar
Arealet med økologiske bærbuske stiger i Tyskland i disse år. Aronia er den største økologiske buskfrugtkultur. Fra 2016 til 2017 steg arealet med godt 100 hektar til 597 hektar. Foto: Colourbox.


Økologiske bær – mest til industrien


De seneste år er det tyske areal med økologisk dyrkede bærbuske vokset kraftigt. Alene i 2017 steg arealet med 220 hektar – eller ni procent i forhold til året før – så det samlede areal med økologiske bærbuske nu er på 2.550 hektar mod 1.500 hektar i 2012, skriver AMI.

Det er især Aronia, der er vokset meget, idet arealet her er øget med 22 procent på ét år til knapt 600 hektar. Efter Aronia kommer havtorn, hvor der nu er 450 hektar (ikke-bærende areal) efterfulgt af hyld med 427 hektar og solbær med 358 hektar. De fleste af disse fire bærarter anvendes i industrien.

Økologiske ribs, stikkelsbær og hindbær udgør i areal henholdsvis 107 hektar, 36 hektar og 25 hektar i 2017.


Over 5.000 tons økologiske bær


Til friskvaremarkedet er økologiske blåbær blevet interessant for tyske forbrugere. De købte i 2017 66 procent flere økologiske blåbær end året før.

Det er ikke kun på friskvaremarkedet, at økologiske blåbær er populære. Også frosne, økologiske blåbær er en efterspurgt vare på verdensplan, skriver AMI.

Ikke kun arealet med økologiske bær er udvidet, også udbytterne steg i 2017. Tyske avlere høstede i alt omkring 5.100 tons økologiske bær fra buske. Det er 730 tons mere end i 2016.

Brandenburg er den tyske stat med flest økologiske bær, men der var også store arealudvidelser i Niedersachsen, Sachsen og Bayern. Disse fire stater har 62 procent af Tysklands areal med økologisk dyrkede bærbuske.