Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Floramite 240 EC må anvendes i hindbær, brombær, solbær og ribs– både i væksthus og på friland. Midlet må ikke anvendes i stikkelsbær og blåbær. (Foto: Annemarie Bisgaard)

Floramite til buskfrugt i væksthus og på friland

Spindemider i solbær, ribs, hindbær og brombær i væksthus og på friland må bekæmpes med Floramite 240 EC.

Efter anmodning fra Grøn Plantebeskyttelse ApS har Miljøstyrelsen godkendt Floramite 240 EC til mindre anvendelse mod spindemider i solbær, ribs, hindbær og brombær i væksthus og på friland.

Midlet må ikke anvendes til bekæmpelse af spindemider i stikkelsbær og blåbær i væksthus og på friland. Ansøgningen til dette formål er afslået af Miljøstyrelsen.


Betingelser for godkendelsen

Det selektive spindemidemiddel Floramite 240 EC, der indeholder hexythiazox, er godkendt til mindre anvendelse på følgende betingelser:

  • Må kun anvendes i solbær, ribs, hindbær og brombær i væksthus og på friland til bekæmpelse af spindemider.
  • Friland: Brug beskyttelseshandsker ved opblanding og udsprøjtning.
  • Væksthus: Brug beskyttelseshandsker ved opblanding. Ved håndtering og plukning af solbær, ribs, hindbær og brombær i væksthus skal der anvendes kemisk bestandige handsker.
  • Maksimal dosering er 0,45 liter per hektar per sprøjtning.
  • Maksimalt to behandlinger per sæson med minimum syv dage imellem behandlingerne.
  • Må ikke anvendes senere end syv dage før høst.
  • Må ikke anvendes nærmere end 10 meter fra vandmiljøet.

Du skal være i besiddelse af brugsanvisning

Avlere, som anvender Floramite 240 EC til bekæmpelse af spindemider i solbær, ribs, hindbær og brombær i væksthus og på friland, skal være i besiddelse af brugsanvisningen for midlet.

Brugsanvisningen findes her: ’Brugsanvisning til mindre anvendelse af Floramite 240 EC til bekæmpelse af spindemider i solbær, ribs, hindbær og brombær i væksthus og på friland’.


Ansvar ved brug af et middel til ’mindre anvendelse’

Godkendelse til mindre anvendelse er en speciel godkendelse, som gør det muligt at anvende et kemisk bekæmpelsesmiddel i en afgrøde eller mod en skadegører, der ikke er nævnt på midlets etiket.

Ved anvendelse af produktet hæfter alene brugeren (gartneren) for eventuelle skader eller svigtende virkning, selv om vejledningen følges.

Producenten hæfter for indholdets korrekte sammensætning.


Registreringsnummer 

Floramite 240 EC – registreringsnummer 558-5.

 


Tagget med Plantebeskyttelse