Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Æbler, pærer, saft og meget andet tilbydes fra denne selvbetjeningsbod, der er åben 24 timer i døgnet året rundt. Der er mange andre eksempler på lokale vejboder i det traditionsrige frugtavlsområde i Altes land. (Foto: Dorrit Andersen)

Få inspiration til din frugtbod i Jork

Vil du have inspiration til en frugtbod eller gårdbutik, så er en tur syd for grænsen værd at tage på.

Frugtavlere skal kun køre på en kort tur syd for den dansk-tyske grænse for at blive inspireret i det intensive frugtavlsområde Altes Land.

Den lille nordtyske by Jork – 20 kilometer vest for Hamburg – emmer af frugt. Det samme gælder hele vejen langs Elben, hvor frugtavlen har haft historisk betydning gennem århundreder.

Landskabet er i dén grad præget af frugtproduktion, og grøfter og diger, som hollandske kolonister i sin tid etablerede, går i gennem plantagerne, og sikrer både god vanding og afvanding.


Over 10.000 hektar med frugt

Jork ligger i Altes Land, der er meget velegnet til frugtavl på grund af den rige marskjord, et mildt klima og god vandforsyning.

Op igennem tiden er frugtavlen blevet udvidet arealmæssigt, og der dyrkes nu 10.770 hektar primært med æbler (90 procent) og sødkirsebær (6 procent). Resten er anden frugt som pærer og blommer.

Syd for området løber en højderyg, og på bagsiden af denne, er jorden mere sandet og udpint, hvorfor avlerne her gennem tiden har været betegnet som fattige, mens frugtavlerne på den frugtbare jord var de ’fede’.


Meget hjemmesalg

Selv om området er undergået en vis strukturforandring, så er antallet af avlere stadig højt. En gennemsnitsplantage er på cirka 15 hektar.

Avlerne sælger hver især selv en del af deres egen frugt. Det betyder, at hver avler har sit eget lager og pakkeri, og mange har vejboder og forretninger af forskellige slags tilknyttet gården.

Hvis man vil have inspiration til sin frugtbod eller gårdbutik, er det et godt sted at tage hen. Mange gårde fabrikerer selv deres egen most, saft, marmelade, likør og meget andet godt, som sælges i flotte boder langs vejen.