Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Trenden i Holland med at producere jordbær under tag fortsatte i 2017, idet arealet blev udvidet med 18 procent til i alt 400 hektar, hvoraf de 70 hektar er under plast. (Foto: Colourbox)

Stabilt hollandsk areal med grønsager og jordbær i væksthus

Antal bedrifter med væksthusgrønsager i Holland falder for tredje år i træk, mens arealet ligger stabilt eller er steget en lille smule.

Arealet med væksthusgrønsager inklusiv jordbær i Holland er ifølge CBS, Centraal Bureau voor de Statistiek, 4.970 hektar i 2017. Det er en stigning på én procent i forhold til året før.

Antallet af virksomheder med væksthusgrønsager er 1.260, hvilket er et fald på fem procent.

Tallene er baseret på stikprøver udtaget ved 845 bedrifter med et gennemsnitsareal på 5,6 hektar, hvoraf de 4,4 hektar er under glas.


Tomatsortiment under forandring

Tomater udgør knapt 35 procent af arealet. Efter en mindre indskrænkning i 2016, blev arealet udvidet lidt i 2017 til i alt 1.730 hektar. Til gengæld er der sket en massiv ændring i sortimentet.

Arealet med småfrugtede cherrytomater er udvidet med ikke mindre end 238 procent til i alt 440 hektar. Dermed er arealet større end de runde, løse tomater med 340 hektar.

Stilktomater udgør stadigvæk den største andel med 960 hektar, hvilket er et fald på 21 procent i forhold til året før.


Øvrige væksthusgrønsager

Efter tomater følger peber, som med et areal på 1.310 hektar er minimalt mindre end i 2016. Sortimentet går væk fra de gule og hen mod de dominerende, røde pebre.

Arealet med salatagurker er udvidet med fem procent til 580 hektar, mens arealet med auberginer er indskrænket med ni procent til 100 hektar.

Trenden med at dyrke jordbær under tag fortsætter, og arealet blev udvidet med 18 procent til 400 hektar, hvoraf de 70 hektar er i plasttunneller.

Gruppen ’Øvrige grønsager’ er reduceret med 17 procent. Produktion af småplanter indgår i denne gruppe, og her er der dog sket en udvidelse med to procent, skriver AMI.