Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Gartnernes Forsikrings bestyrelse med bestyrelsesformand Hanne Bender i spidsen kan glæde sig over et flot resultat i 2017. (Foto: Lotte Bjarke)

Et unikt forsikringsfællesskab

2017 var et godt år for Gartnernes Forsikring, der kom ud med et overskud på 14,5 mio. kroner. Det kom frem på selskabets generalforsamling.

Gartnernes Forsikring er ikke som forsikringsselskaber er flest. Det afspejler sig blandt andet på den årlige generalforsamling, der nok er en forretningsmæssig begivenhed, men som samtidig er en lejlighed til hyggeligt samvær med kolleger fra nær og fjern.

Således også i år, hvor Gartnernes Forsikring holdt generalforsamling for fulde huse i domicilet i Taastrup den 18. april 2018, og traditionen tro rundede af med lækker middag og god snak i kantinen.

Det var femte år i træk, Hanne Bender kunne aflægge årets beretning som bestyrelsesformand for Gartnernes Forsikring, og hun benyttede netop lejligheden til at fremhæve selskabets egenskaber.

- Jeg vil starte med at slå fast, at Gartnernes Forsikring er en helt unik virksomhed. Gartnernes Forsikring er et gensidigt forsikringsfællesskab, hvor kunderne, som jo også er ejerne, er fælles om at sikre hinanden, og hvor pengene alene arbejder for fællesskabet, pointerede Hanne Bender.

Bestyrelsesformand for Gartnernes Forsikring, Hanne Bender, kunne afsløre, at årsresultatet for 2017 bød på et overskud på 14,5 mio. kroner.
Bestyrelsesformand for Gartnernes Forsikring, Hanne Bender, kunne afsløre, at årsresultatet for 2017 bød på et overskud på 14,5 mio. kroner. Foto: Lotte Bjarke.



Et godt år

2017 var et godt år for Gartnernes Forsikring, hvor fællesskabet kan glæde sig over et årsresultat, der bød på et overskud på 14,5 mio. kr.

- Det er fantastisk flot og meget tilfredsstillende, sagde Hanne Bender, og henviste blandt andet til et gunstigt skadeforløb i 2017 som baggrund for resultatet af forsikringsdriften

Til gengæld er selskabets præmieindtægter faldet, hvilket bestyrelsen selvfølgelig har et skarpt øje på fremadrettet. En stor del af forklaringen er dog, at prisen på autoforsikringer er blevet sat ned i forbindelse med lancering af en ny forsikring til privatbiler.


Der er ikke nedgang i præmieindtægten fra erhvervskunder.

Der måtte hentes ekstra stole for at få plads til alle i mødelokalet i Gartnernes Forsikrings domicil i Taastrup, da selskabet holdt genrealforsamling den 18. april 2018.
Der måtte hentes ekstra stole for at få plads til alle i mødelokalet i Gartnernes Forsikrings domicil i Taastrup, da selskabet holdt genrealforsamling den 18. april 2018. Foto: Lotte Bjarke.


Flot investeringsafkast

Men Gartnernes Forsikrings årsresultat baserer sig ikke alene på forsikringsdrift. Selskabet har også en omfattende investeringsvirksomhed.

- Investeringsvirksomhed er en ikke uvæsentlig del af selskabets aktiviteter – det gælder om at forvalte både egenkapital og kundernes indbetalte forskudspræmier bedst muligt, indtil præmiekronerne skal bruges til at udbetale erstatninger med.

- For jo bedre afkast, der kan opnås på investeringerne, jo bedre priser kan vi tilbyde gode forsikringer til, påpegede Hanne Bender.

Hun kunne fortælle, at resultatet af investeringsvirksomheden i 2017 blev et afkast på 3,1 procent, hvilket er flot i en tid med historisk lave renter.

Steen Juul Thomsen ledte som dirigent Gartnernes Forsikrings generalforsamling med myndighed og sikker hånd.
Steen Juul Thomsen ledte som dirigent Gartnernes Forsikrings generalforsamling med myndig og sikker hånd. Foto: Lotte Bjarke.



Nyt forsikringssystem


Implementeringen af et nyt forsikringssystem, Gensafe Pro, har sat sit markante præg på såvel bestyrelsesarbejdet som medarbejdernes hverdag i 2017, ligesom omkostningerne til systemet satte sit aftryk i årsregnskabet som en af de største driftsomkostninger for selskabet.

- Der har været frustrationer undervejs, men jeg må understrege, at fordelene i Gensafe Pro er rigtig mange – ikke mindst en høj grad af automatisering og digitale løsninger, som allerede nu har afskaffet mange manuelle opgaver, sagde Hanne Bender.

Hun slog fast, at Gensafe Pro vil bidrage til en positiv udvikling af forsikringsvirksomheden fremover.


Gartnerierhvervet er DNA


Gennem de senere år har Gartnernes Forsikring ændret sin portefølje, så andelen af private forsikringer er kommet til at udgøre en stadig større andel.

- Det skal understreges, at både ledelse og medarbejdere ser det som forsikringsfællesskabets vigtigste mission at forsikre gartnerierhvervet med optimale produkter til den bedste pris.

- Vores portefølje er ikke længere kun de grønne erhverv, men selv om den er sammensat, er vores DNA fortsat gartnerierhvervet, understregede Hanne Bender.

Gartnernes Forsikrings direktør, Lisbet Broman Jensen, kunne blandt andet fortælle om voksende egenkapital i selskabet.
Gartnernes Forsikrings direktør, Lisbet Bromann Jensen, kunne blandt andet fortælle om voksende egenkapital i selskabet. Foto: Lotte Bjarke.



Voksende egenkapital


I forlængelse af bestyrelsens beretning fremlagde Lisbet Bromann Jensen som direktør for Gartnernes Forsikring den underskrevne årsrapport, og forklarede nogle af de finurligheder, der gør et forsikringsregnskab specielt.

Hun understregede, at selskabet hellere vil tjene penge på investeringsvirksomheden end på forsikringsdriften, som det skete i 2017, hvor investeringsvirksomheden isoleret set gav et overskud på 10,5 mio. kroner.

- Gartnernes Forsikrings egenkapital voksede fra 2016 til 2017 med 15,5 mio. kroner. Dermed er egenkapitalen næsten 136 mio. kroner og solvensdækningen mere end det dobbelte af lovens krav, hvilket gør os til et meget solidt selskab, understregede Lisbet Bromann Jensen.