Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Kartofler indeholder flere vitaminer og mineraler end ris og pasta. Madkamp skal vise lærere og elever, at kartoflen kan det meste, og at de mange forskellige sorter åbner op for enorme muligheder. (Foto: Colourbox)

Børn skal lære at bruge knolden

Brug Knolden! Sådan lyder kampråbet for næste års Madkamp, der tager kartoflen under kærlig behandling.

I disse dage rammer de første nye, danske Samsø-kartofler butikkerne til 1.000 kr. kiloet.

De nyopgravede knolde har stor delikatessestatus, og ser man bort fra de allerførste, har kartoflen i generationer været en billig og elsket spise, der i den grad har præget vores fælles madkultur.

Men forbruget er vigende. I 2018-2019 bliver kartoflen derfor temaet i Madkamp, der kæmper for at styrke madkundskabsfagets position på skoleskemaet i grundskolen. Titlen på temaet bliver ’Brug Knolden!’.

- Vi vil gerne have kartoflen tilbage i den danske madkultur, hvor den de sidste par år har været trængt af ris og pasta, siger Susanne Tønneskov Hansen, der er lektor på professionshøjskolen Absalon i Sorø, der står bag Madkamps undervisningsmaterialer.

Seneste vinderhold fra Madkamp’s DM i madkundskab, hvor temaet var ’Konserver din køkkenhave’.
Fællesskolen Hammelev Sct. Severin fra Haderslev var det seneste vinderhold fra Madkamp’s DM i madkundskab, hvor temaet var ’Konserver din køkkenhave’. Foto: Madkamp.



Mange myter – og mange sorter

- Der er mange myter om kartofler. Sandheden er, at det er en fin og sund spise, der indeholder flere vitaminer og mineraler end ris og pasta. Og så hører den naturligt til i vores danske madkultur, siger Susanne Tønneskov Hansen.

- Madkamp skal vise lærere og elever, at kartoflen kan det meste, og at det enorme sortsudbud åbner op for enorme muligheder.

- Hvilken dansk grønsag kan både bruges i frokosten, aftensmaden, dessertkøkkenet – og sågar morgenmaden, spørger Susanne Tønneskov Hansen retorisk.


Fakta

  • Madkamp består af et lærerkursus, der finder sted på seks forskellige professionshøjskoler over hele landet samt gratis undervisningsmaterialer til alle madkundskabshold.
  • Desuden afsluttes Madkamp traditionen tro med et DM i Madkundskab, hvor ti klasser, der har udviklet de bedste retter med kartoflen, dyster om dommerpanelets smagsløg.
  • Madkamp er støttet af Nordea-fonden og gennemføres i samarbejde med Madkulturen og professionshøjskolerne KP, UCL, UCN, UCSYD, VIA UC og PH Absalon, der ligger spredt over hele landet.