Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Det er endnu ikke muligt at søge om dyrkningstilladelse til medicinsk cannabis. Regeringen skal først have vedtaget en udviklingsordning til fremstilling af medicinsk cannabis. (Foto: Colourbox)

Tilladelse til dyrkning af cannabis mangler

Det kræver tilladelse fra myndighedernes side at få lov til at dyrke medicinsk cannabis i Danmark. En udviklingsordning mangler at blive vedtaget.

I november sidste år vedtog et bredt flertal af Folketinget en aftale om en fireårig forsøgsordning med medicinsk cannabis til en række udvalgte patienter. Ordningen starter 1. januar 2018.

Folketingets aftale har nu udmøntet sig i et lovforslag, der handler om forsøgsordningen og om, hvordan den medicinske cannabis til patienterne skal fremskaffes.

Som lovforslaget er udformet nu, skal den medicinske cannabis komme fra udenlandske producenter. Lovforslaget tager derfor ikke selvstændigt stilling til en dansk produktion af medicinsk cannabis.


Der kan ikke søges om dyrkningstilladelse endnu

Der findes ikke en ansøgnings- eller støtteordning for medicinsk cannabis på nuværende tidspunkt. Derfor er det ikke muligt at søge om dyrkningstilladelse til medicinsk cannabis hos Landbrugs- og Fiskeristyrelsen.

Foreløbigt er udviklingsordningen for medicinsk cannabis endnu ikke udarbejdet eller vedtaget, og der er derfor hverken en ansøgnings- eller støtteordning til medicinsk cannabis, oplyser Miljø- og Fødevareministeriet.

Flere har spurgt efter en ordning, og Landbrugs- og Fiskeristyrelsen lover at melde ud, hvis udviklingsordningen om dyrkning af medicinsk cannabis får betydning for styrelsens område.


Udviklingsordning kommer

I forbindelse med lovforslaget om forsøgsordningen har Sundheds- og Ældreministeriet 29. juni 2017 udsendt en pressemeddelelse.

I pressemeddelelsen står der, at regeringen har besluttet at vedtage en udviklingsordning til fremstilling af dansk produceret medicinsk cannabis.

Det er forventningen, at udviklingsordningen skal forløbe sideløbende med forsøgsordningen.