Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Tonsvis af hindbær blev ikke høstet i England i denne sæson, fordi der manglede hænder til at plukke. Det er blevet vanskeligere at rekruttere høstmedarbejdere efter brexit. (Foto: Annemarie Bisgaard)

Svært at skaffe sæsonarbejdere til England

Video: Engelske frugt- og grønsagsavlere er kommet i klemme efter brexit, fordi de har svært ved at skaffe sæsonarbejdere til høsten.

Sæsonarbejdere er ikke længere så forhippede på at komme til England og plukke bær og høste grønsager, som de har været. Det er blevet mindre attraktivt at arbejde her.

Hele det engelske gartnererhverv lider under manglen på sæsonarbejdere, hvor en meget stor del kommer fra Bulgarien og Rumænien.

Storbritannien har hvert år brug for omkring 80.000 sæsonarbejdere til hjælp i frugt-, bær- og grønsagsproduktionen. Avlernes egen organisation, National Farmers Union, frygter, at manglen på høstmedarbejdere kan blive katastrofal for høsten i 2018.


Allerede i år mærkede avlerne problemet

- I begyndelsen af sæsonen led vi meget under brexit-effekten, og det var rigtig svært at få plukkerne til at komme til England. Da de endelig besluttede sig for at komme, havde vi allerede tabt det første udbytte, fortæller Tim Chambers fra Chambers & Son, i Kent, i en video fra KM Media Group i Kent.

Chambers & Son har selv både bærproduktion og pakkeri med salg for øje til detailhandelen. Firmaet sorterer og pakker for en række avlere i Kent.

- Omkring 150 ton bær til vores pakkeri blev ikke plukket i år som følge af mangel på arbejdskraft. Det betyder et tab for os på omkring en kvart mio. pund, siger Tim Chambers. 

National Farmers Union vurderer, at der i september manglede 29 procent af høstarbejderne i hele Storbritannien.


Tager til Bulgarien

- Vi er allerede nu bekymrede for næste år, om vi kan skaffe arbejdskraft nok. Normalt booker høstmedarbejdere sig selv ind på et job til den følgende sæson, inden de rejser hjem. Det har de bare ikke gjort i år, siger Tim Chambers.

Han rejser derfor selv til Bulgarien i en weekend for at møde og tiltrække nogle potentielle arbejdere og for at lave aftale med dem til næste år.

- Problemet er også, at 99 procent af høstarbejderen tager pengene med sig hjem til eget land. De vil ikke leve i Storbritannien. De vil tilbage, så derfor er det vigtigt at have gode aftaler med dem, siger Tim Chambers.

Se video her.