Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Både små og store har interesse i at se, hvor maden kommer fra, når gartnerier og frugtplantager inviterer indenfor til Åbent Landbrug som her hos Månsson A/S i Brande i søndags. (Foto: Anita Emborg Holm)

Stor interesse for hvor maden kommer fra

Tre gartnerier og en frugtplantage inviterede indenfor ved Åbent Landbrug. Både børn og voksne viste store interesse for at se og høre om, hvor maden kommer fra.

Søndagens Åbent Landbrug, hvor 64 bedrifter over hele landet åbnede dørene for danskerne, fik godt 96.000 interesserede til at bruge den 17. september til at se produktionen og smage produkter fra landbrug, gartnerier og frugtplantager.

7.673 af de besøgende valgte at bruge fridagen til et besøg hos Månsson A/S i Brande, Kildebrønde Frugtplantage i Greve, DanRoots i Bjerringbro og Tvedemose Champignon i Lundby, der alle havde puklet for at kunne slå dørene op for nysgerrige i alle aldre.


Forud for arrangementet Åbent Landbrug blev der knoklet igennem på de landbrug, gartnerier og frugtplantager, der åbnede dørene. Her er medarbejdere hos Månsson i Brande i gang med at forberede et stort rykind. Foto: Anita Emborg Holm.


3.897 gæster hos Månsson


Månsson A/S er Danmarks største frilandsgartneri med 1.400 hektar, hvoraf halvdelen er økologisk. Her dyrker Axel Månsson iceberg som den største kultur skarpt fulgt af broccoli, hjertesalat, spidskål, løg, bladselleri og fennikel. Desuden er der en økologisk ægproduktion med 141.000 høns.

Det er femte gang, at Månsson slår dørene op for Åbent Landbrug, og i år med 400 flere gæster end sidste år, nemlig 3.897. Det betyder, at Månsson er med i top-6 ud af 64 bedrifter i Åbent Landbrug.

- Vi havde en rigtig festlig dag med godt vejr, hvor alt kørte som smurt. Folk kunne se både grønsager, høns, får, heste, biogasanlæg og meget andet, fortæller konsulent Dorrit Andersen, RootConsult, og fremhæver nogle få af de mange attraktioner, virksomheden havde sat i værk til dagen.


I den stort anlagte demohave hos Månsson kunne gæsterne se og høre om nye grønsagskulturer. Her afprøves sorternes dyrkningsegnethed, og de testes for, om kunderne er interesseret i de nye produkter. Foto: Anita Emborg Holm.


Mangfoldighed af events


- Noget af det mest populære er rundvisninger i marken, hvor vi har tre traktorer med vogne i gang. Desuden hitter rundvisninger i pakkeriet og demohaven også. Folk vil rigtig gerne have informationer og høre noget. Det er rigtig rart, at det hele ikke bare går op i markedsstemning, siger Dorrit Andersen.

Af andre attraktioner nævner hun blandt andet en række børneevents, som den lokale Uhre Friskoles syvende klasse står for. De tilbød snobrød over bål og arrangerede spil med rigtige grønsager som for eksempel ’tre på stribe’ og ’kålkalaha’.

- Det er svært at fremhæve nogle frem for andre, men alligevel: Nogle frivillige aktører i Nepal-gruppen ’Brande for Nepal’ pressede frisk juice af grønsager og frugt og spillede stemningsfyldt folkemusik.

- Stor opmærksomhed fik også en lokal fåreklipper, der troppede op med sine får og hyrdehunde og viste, hvordan får bliver klippet, og gav opvisninger i hvordan hyrdehunde kan styre en flok får, fortæller Dorrit Andersen.


Til produktion af 700 hektar rodfrugter bruges mange store maskiner og traktorer, som DanRoots havde shinet op og linet op på ejendommen ved Tange Sø i forbindelse med Åbent Landbrug. Foto: Mona H. Christensen.

1.682 gæster hos Danroots

Birte og Klaus Vestergaard, DanRoots A/S i Bjerringbro havde også stort rykind – 1.682 gæster kiggede indenfor og hørte om produktion af gulerødder, pastinakker, persillerødder og rødbeder.

Alle medarbejdere var i sving og sørgede for rundture og svarede på spørgsmål. På en række informative skilte blev gæsterne orienteret om alle faktuelle ting i produktionen.

DanRoots dyrker 700 hektar med rodfrugter, hvoraf de 400 er økologiske. Gulerødderne dyrkes både som konventionel og økologisk – de øvrige rodfrugter er alle økologiske. Desuden dyrkes 1.900 hektar med korn. En stor del dyrkes på lejet jord.


Der var stor interesse for at se, hvordan rodfrugter bliver vasket, sorteret og pakket hos DanRoots. Til højre i billedet står der display af kasser med rodfrugter, som viser, hvordan de bliver pakket til detailkæder både i Danmark, Tyskland og Sverige. Det er nærmest en jungle af forskellige poser, kasser og sorteringer. Foto: Mona H. Christensen.


Meget automatisering

I vaskeriet og pakkeriet, der var i fuldt sving, kunne gæsterne fra en platform se, hvordan hele processen foregår. Kun de mest fotogene gulerødder kommer ud til forbrugerne – en gulerod bliver nemlig fotograferet op til 30 gange undervejs i sorteringen.

- Gæsterne virkede måske nok lidt overraskede over, i hvor høj grad hele processen med vaskning og sortering er automatiseret med robotter, og hvor stor kapaciteten egentlig er. Det er ret få hænder, der skal til for at styre det store pakkeri, fortæller Lone Kondrup Jensen, der er ansvarlig for salg og marketing hos DanRoots.


Konsulent Lars Møller, GartneriRådgivningen, fortæller i plantelaboratoriet om holdbarhedsundersøgelser og om de forskellige variationer af gulerødder, blandt andre de lilla. Foto: Mona H. Christensen.


Både børn og voksne flokkedes om den automatiske gulerodsskrællemaskine, hvor man putter en gulerod ind i den ene ende, og så kommer den skrællet ud i den anden ende. Foto: Mona H. Christensen.
 

Gulerodsskrællemaskine hittede

DanRoots testlaboratorium var også åbent, så gæsterne kunne kigge indenfor og høre om, hvordan man tester nye sorter, holdbarhed med mere.

- Et andet meget stort trækplaster især blandt børn var en automatisk gulerodsskræller, som vi har anskaffet i forbindelse med levering af rodfrugter til catering. Børnene kunne selv putte en gulerod i den ene ende og hente den skrællet ud i den anden ende. Den hittede, fortæller Lone Kondrup Jensen.

- Alt i alt er vi rigtig godt tilfredse med arrangementet, hvor vi fik lejlighed til at tale med mange forbrugere. Det er interessant og lærerigt, og for medarbejderstaben er det også sjovt, fordi det handler om i fællesskab at få en masse gode ideer sat i aktion, lyder det fra Lone Kondrup Jensen.


I Kildebrønde Frugtplantage gav frugtavler Søren Østergaard, t.h., en række guidede rundvisninger, hvor han fortalte om, hvordan danske æbler bliver produceret. Foto: Kildebrønde Frugtplantage.


1.622 gæster hos Kildebrønde Frugtplantage


Hos Kildebrønde Frugtplantage ved Greve kunne ikke mindre end 1.682 gæster boltre sig på bedriftens 35 hektar til Åbent Landbrug. Det er godt 150 gæster mere end sidste år.

Det er anden gang, at Jane Kocemba og Søren Østergaard er med i Åbent Landbrug. De bød i år på en række aktiviteter, hvor især de guidede rundture med traktor og vogn var et stort hit for børnefamilier.

- På rundvisningerne både i æbleplantagen og i tunnelerne med hindbær og jordbær vil folk gerne have at vide, hvordan vi dyrker afgrøderne. Mange er overrasket over, hvor meget arbejde der er i at dyrke frugt og bær. Ingen tænker jo over hverken ukrudtsbekæmpelse, drypvanding, gødning eller det store høstarbejde, fortæller Søren Østergaard.


Hos Kildebrønde Frugtplantage blev der presset frisk æblemost i stor stil. 300 kilo æbler blev presset til godt 150 liter frisk most og delt ud som smagsprøver til de mange besøgende. Foto: Kildebrønde Frugtplantage.



Friskpresset æblemost

- Også adgang til maskinerne er noget, der lokker mange, både børn og voksne. Traktorer og en gammel mejetærsker, som vi har stående, blev undersøgt både indefra og udefra, fortæller den østsjællandske frugtavler, der er glad for, at vejret – trods udsigten – bød på solskin hele dagen.

Andre hits i plantagen var demonstration af, hvordan frisk æblemost bliver lavet, og ikke mindst hvor godt det smager. Parret uddelte omkring 150 liter friskpresset most som smagsprøver. Desuden kunne de byde på deres egen ny øl – en pale ale med navnet Kildebrønde Bryg.

I gårdbutikken blev der budt på smagsprøver af seks forskellige æblesorter. Desuden var der rig mulighed for pluk-selv i både æbler, jordbær og hindbær. Og til de mere sultne var der mulighed for at købe grillmad.


472 gæster hos Tvedemose

Hos Tvedemose Champignon i Lundby havde familien Hansen travlt med at tage mod 472 gæster. Det er ikke så mange som sidste år, hvor der var over det dobbelte antal ved Åbent Landbrug.

Det skyldes måske, at Tvedemose Champignon er særdeles aktiv ved en række andre arrangementer, både ude og hjemme, blandt andre Cph Garden, Copenhagen Cooking, Food Festival samt deres eget flotte høstmarked i begyndelsen af september.

Ved Åbent Landbrug i søndags viste Kirsten og Jens Christian Hansen sammen med deres medhjælpere rundt i dyrkningsrummene og på gården. Desuden var der halmlegeplads til børnene og mulighed for køb af mad og drikke.