Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Salget af aktivstoffer var stort set uændret i 2016 i forhold til 2015, men de pesticider, der kom i landmændenes indkøbskurv, reducerede belastningen af miljøet med 57 procent i forhold til de pesticider, der blev anvendt i 2015. Faldet i belastningen var i 2015 på 40 procent i forhold til året før. (Foto: Gitte Hallengreen Jørgensen)

Mindre belastning fra pesticider

Flere af de mest belastende pesticider er byttet ud med mindre belastende midler, når landmændene køber plantebeskyttelse.

Når danske jordbrugere køber pesticider til at bekæmpe ukrudt, svampe og andre skadevoldere, er det mindre belastende midler, der kommer i indkøbskurven. Belastningen fra pesticider er faldet med 57 procent siden 2011, baseret på salgstal fra den nye bekæmpelsesmiddelstatistik for 2016.

- Det må først og fremmest tilskrives omlægningen af pesticidafgiften i 2013, som et bredt flertal i Folketinget stod bag. Regeringen har et mål om, at pesticider skal bruges mindst muligt og belaste mindst muligt.

- Derfor har vi i pesticidstrategien holdt fast i det ambitiøse mål om at mindske belastningen fra pesticider med mindst 40 procent, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.


Forskel mellem salgstal og forbrugstal

Tallene fra landmændenes indberetninger fra sprøjtejournaler – altså forbrugstal – viser, at belastningen fra de anvendte pesticider er faldet med 26 procent siden 2011.

Forskellen på salgstal og forbrugstal skyldes, at der op til indførslen af pesticidafgiften i 2013 skete en hamstring af de mere belastende pesticider.

 Faldet i belastningen i 2016 målt ved salgstal kan også skyldes, at der blev indkøbt særligt mange svampemidler i 2015, hvilket gav en yderligere hamstringseffekt.

I slutningen af 2017 skal pesticidafgiften evalueres, hvor bl.a. forskellene på salgs- og forbrugstal skal analyseres nærmere, og i foråret 2018 indkaldes partierne bag den nye pesticidstrategi til drøftelser af evalueringen og eventuelle justeringer af afgift og målsætning.

Læs bekæmpelsesmiddelstatistikken her.