Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Food Festival 2017 bød i år på flere og mere innovative madoplevelser end de fem foregående år. Også en række danske producenter stillede trofast op, her Anders Biltoft Kristensen fra Lammefjorden, der kunne vise hele sortimentet af farvede gulerødder og kartofler samt gule, orange og stribede rødbeder frem. (Foto: Annemarie Bisgaard)

Mad kan tiltrække 31.000 gæster

Smagsprøver, workshops, kokkedyst og grønsagsavlere samlede først i september alle madentusiaster til Food Festival 2017.

Aarhus boblede over af madoplevelser, da Food Festival for sjette gang løb af stablen ved Tangkrogen den 1.-3. september.

Festivalens tre dage var begunstiget af gavmildt dansk sensommervejr, og måske var det årsagen til, at der i år var ikke mindre end 31.000 gæster, som kunne vandre fra den ene spændende smagsprøve til den næste. Alle gik mætte hjem – men måske sultne efter at prøve nye ideer af hjemme.

Der var masser af aktivitet og godt humør hos de knap 300 aktører. For første gang i festivalens historie var hele verdens madkultur, kokke og råvarer inviteret til én stor madfusion.


Arrangørerne af Food Festival 2017 kan med god grund være godt tilfreds med arrangementet, vejret og de 31.000 besøgende den 1.-3. september. Foto: Food Festival.


Smal gartneropbakning

I Planteriget – teltet med det grønne univers, støttet af GAU – var avlere, grønsagsformidlere og frivillige sammen om at fortælle håndværket med produktion i gartnerierne.

Opbakningen fra erhvervet kunne ønskes større, men en halv snes producenter brugte tre dage på at gøre gæsterne meget klogere på, hvordan danske grønsager, svampe, kartofler og urter dyrkes i den danske muld. De bød også på masser af smagsprøver af de rene råvarer.


Heidi Christiansen fra Gartneriet Gedegården fortæller en gæst om, hvordan agurker dyrkes i fem liters potter med kokossubstrat med en grodanblok på toppen. Hedegården, der har gartnerier i Malling, Thorup og Greve, producerer årligt otte mio. agurker. Foto: Annemarie Bisgaard.


I Planteriget kunne gæsterne gå i køkkenet med formidlere og få tips og tricks til at lave skøn mad med grønsager, frugter, urter, svampe og bær. Planteriget er igen i år støttet af Produktionsafgiftsfonden for frugt og gartneriprodukter. Foto: Annemarie Bisgaard.



Workshops og værksteder


I workshopteltene kunne gæsterne selv komme i køkkenet og få fingrene i maden med kompetente producenter og kokke som guider. En af de 20 workshops fokuserede på grønsager som andet end tilbehør, en anden handlede om frugteddike, hvordan det giver mere velsmagende mad.

I drop inn værkstederne kunne gæsterne selv sylte bær, tomater og agurker eller krydre sin egen snaps eller bage sin egen frugttærte. Og i råvareteltet var der mulighed for at høre spændende foredrag og smage et hav af nye og anderledes råvarer og drikkevarer.

I World of Food kom gæsterne på kulinarisk rundrejse med indiske retter, italienske håndværksbrød, vietnamesiske sommerruller, somaliske samosas og en masse andre eksotiske madoplevelser, der talte alt lige fra avlere til restauranter og supermarkeder.

Det er ikke uden grund, at 31.000 gæster valgte at lægge vejen forbi årets madbegivenhed.


En landmand, en maskinmester og en smed  fra Lammefjorden har med hjælp fra LAG-midler investeret i et destilleri og producerer nu vodka af spildkartofler. På festivalen bød de på en sommerdrink, hvor vodkaen havde trukket med 80 kilo jordbær fra jordbæravler Peter Stybes produktion. På billedet er det smeden Jens Læssøe fra trekløveret. Foto: Annemarie Bisgaard.


Aarstiderne bød sine kunder på et anderledes måltid i deres PopUp-køkken på festivalen. Samtidig præsenterede de et bud på fremtidens grønne mad. Foto: Annemarie Bisgaard.


Kalø Landrugsskole havde fragtet sine økologiske grønsager til Food Festival med gammelt træskib fra Djursland til Aarhus, lige som man gjorde i gamle dage. Foto: Annemarie Bisgaard.


Dansk Supermarked slog et slag for sin nye webbutik flowr.dk, hvor man kan bestille buketter og få dem leveret ved døren. Det skete med en workshop, hvor deltagerne kunne binde deres egen flowr-buket med hjælp fra professionelle blomsterbindere. Foto: Lotte Bjarke.


Lidl deltog på Food Festival med et overflødighedshorn af friske grønsager, bær og frugter. Fokus lå på kvalitet til god pris, og at dansk frugt og grønt prioriteres højt i kædens butikker. Børnefamilier blev inviteret indenfor i det store telt til at kreere frugtfigurer og spise alt, hvad de havde lyst til fra standen. Foto: Annemarie Bisgaard.


Der er stor interesse for svampe, og Tvedemose uddelte smagsprøver og gav inspiration til, hvordan champignon, portobello, kejserhatte, enoki og shii-take kan bruges i madlavningen. Foto: Annemarie Bisgaard.


Pederens udvalgte Rosso og Lemonade er smagfulde tomater fra Alfred & Katrine. Begge er specialsorter med sød, kraftig og krydret smag. Foto: Annemarie Bisgaard.


Food Festival var endnu engang vært for Hotdog DM, hvor 21 deltagere dystede om at kreere landets bedste hotdog. Vinderen, Brian Flink fra Silkeborg-slagteren, lavede en hotdog af frilandsgris, brændenælder, porrer og mælkebøttesirup. Konferencier var den passionerede foodie Timm Vladimir. Foto: Food Festival.


Food Festival lancerede som noget nyt i år Det Gode Bord, som med sine 277 meter og plads til 830 spisende gæster blev én af Danmarkshistoriens største langbordsmiddage. Her blev der budt på fællessang, socialt samvær og anderledes spiseoplevelser. Foto: Annemarie Bisgaard.

PROJEKTET ER STØTTET AF