Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Til et Åbent Hus arrangementet den 11. marts 2016 ved Flex Fertilizer System i Odense kunne man se et fem tons produktionsanlæg og høre nærmere om fordelene ved flydende kompleksformulerede gødninger. (Foto: Stig F. Nielsen)

Gødskning med et fleksibelt system

Optimal gødskning forudsætter, at planten gødes efter behov i alle vækststadier. Et fynsk firma tilbyder et fleksibelt system.

Flydende gødning tildelt planten efter lokale forhold og afgrødens behov er det koncept firmaet Flex Fertilizer System ApS tilbyder. Det producerer gødningsanlæg i to størrelser: tre tons og fem tons.

Tre tons anlæg er til produktion af gødningsmængder ned til 1,5 ton – eller cirka en palletank ad gangen. I et fem tons anlæg er der en mindstemængde på 2,5 ton eller cirka to palletanke.

- I dag er der ét gødningsanlæg i Danmark ved BJ Agro i Holsted. Derudover er der to anlæg i Norge og Irland, et i Sverige, Holland og Finland og nu også et i England, fortæller Jan Fischer Jensen, landbrugsfaglig konsulent i Flex Fertilizer System ApS.

En model af et gødningsanlæg: Til venstre påfyldning af råvarer, så selve produktionsanlægget og til højre forskellige tanke til de færdige gødninger, som er klar til levering eller afhentning, som fx kan foregå med marksprøjten, i palletank eller med tankvogne.  
En model af et gødningsanlæg: Til venstre påfyldning af råvarer, så selve produktionsanlægget og til højre forskellige tanke til de færdige gødninger, som er klar til levering eller afhentning, som eksempelvis kan foregå med marksprøjten, i palletank eller med tankvogne. Foto: Flex Fertilizer System ApS. 


Kompleksformulerede flydende gødninger

De flydende gødninger fra det fynske firma adskiller sig fra andre gødninger ved at være formulerede som komplekser i stedet for som salte. Blandt fordelene ved dette er, at:

  • der sker en mere langsom frigivelse af næringsstofferne. Dermed er der en mindre risiko for udvaskning.
  • der er mindre risiko for en kemisk/fysisk binding af næringsstofferne i jorden, så næringsstofferne er mere tilgængelige for planterne, hvilket giver højere udbytter med mindre gødning.
  • der anvendes stort set ikke nitrat, men primært ammonium.
  • rødderne bliver stærkere. Det giver bedre tørkeresistens og et højere næringsstofoptag.
  • produktionen er energieffektiv og sker lokalt, hvilket giver mindre CO2-belastning.

 
Basis- og bladgødninger

Flex Fertilizer gødningerne fås som:

  • basisgødninger til placering ved såning, til eftergødskning placeret i jorden eller som uddriblet.
  • bladgødninger til udsprøjtning med marksprøjten.

Der er en række grundformuleringer bygget op omkring NP-startere, NS-boostere, NPK-basis, N-Ca special og N-Ca-Mg-bladgødninger.

I praksis er der mere end 800 forskellige formuleringer i sortimentet p.t. Virksomheden kan således skræddersy gødningsplanerne efter kundens og afgrødens behov.

Product Manager Allan Holm Nielsen med eksempler på tre forskellige gødninger: En bladgødning N18 (brun), en startgødning med mangan (rød) og en startgødning med kobber (blå).
Product Manager Allan Holm Nielsen med eksempler på tre forskellige gødninger: En bladgødning N18 (brun), en startgødning med mangan (rød) og en startgødning med kobber (blå). Foto: Stig F. Nielsen.


Bladgødninger til 2016

Ifølge produktmanager Allan Holm Nielsen, vil man i 2016 gøre mere ud af markedsføringen af bladgødninger, der for eksempel kan bruges som proteinbooster i korn eller til sengødskning.

Bladgødningerne kan udbringes sammen med for eksempel svampemidler. Kombinationen øger ofte svampemidlernes effekt med 10 til 20 procent, fordi bladgødningerne, som har et pH på 5,0-5,5, sikrer en bedre indtrængning af svampemidlerne gennem bladoverfladen. 

Bladgødningen er også velegnet til udbringning af mikronæringsstoffer, særligt calcium, magnesium, mangan, bor, zink og kobber.

Virksomheden har gode erfaringer med at bruge bladgødninger i korn, raps, græs, salat, spinat, broccoli, løg og gulerødder, men anbefaler at man kontakter dem for at høre om risikoen for svidninger. Ellers bør man altid foretage en prøvesprøjtning.

 
BJ Agro producerer og sælger

I Danmark er det BJ Agro i Holsted, som producerer gødning på et tre tons anlæg og sælger gødningen til landmænd, frilandsgrønsagsproducenter og frugtavlere.

Axel Månsson A/S er i øvrigt BJ Agros største enkeltkunde på Flex Fertilizer gødning her efter første år, idet de bruger en speciel startgødning til alle deres konventionelle salater.

Anlægget i Holsted er efterhånden booket godt op, så man er ved at undersøge mulighederne for at få etableret et anlæg på Fyn. Virksomheden har ansat en ingeniørpraktikant, Jakob Lyskjær, som skal arbejde med at opgradere, udvikle og optimere anlæggenes drift og betjening.


Fakta

  • Flemming Padkær har udviklet gødningssystemet fra bunden af. Han var også med i opstarten af DanGødning i sin tid.
  • Flex Fertilizer ApS er et søsterselskab i Egatec, og de har faciliteter sammen på Hvidkærvej, Odense.
  • Lars Hansen, som er medejer af Egatec, ejer 60 procent af Flex Fertilizer ApS.

Til et godt Åbent Hus arrangement hører også pleje af netværk og en god forplejning, her fra Oles Pølsevogn.
Til et godt Åbent Hus arrangement hører også pleje af netværk og en god forplejning, her fra Oles Pølsevogn. Foto: Stig F. Nielsen.