Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Siden 1999 har Odense Blomsterfestival hvert år fået byen til at blomstre midt i august. En samarbejdsaftale med Floradania Marketing sikrer nu festivalens fremtidige udvikling. (Foto: Lotte Bjarke)

Samarbejde styrker Blomsterfestival

En ny samarbejdsaftale betyder, at Floradania Marketing fremover vil stå for den praktiske afvikling af Odense Blomsterfestival.

Odense Blomsterfestivals fremtid er på skinner.

Det står fast, efter at foreningen bag Odense Blomsterfestival og marketingselskabet Floradania Marketing, der er ejet af brancheorganisationen Flora Dania, har meldt ud, at Floradania Marketing fremover vil stå for den praktiske afvikling af festivalen.

Dermed kommer en aktør med solidt kendskab til såvel festivalen som produkterne og hele branchen på banen. Samtidig har Henrietta Rasmussen sagt ja til at fortsætte sit arbejde i yderligere to måneder, selv om hun egentlig havde planlagt at fratræde ved årsskiftet.

Planlægningen af Odense Blomsterfestival 2018 med temaet Cycling-Recycling er allerede i gang.
Planlægningen af Odense Blomsterfestival 2018 med temaet Cycling-Recycling er allerede i gang. Foto: Lotte Bjarke.



Glidende overgang sikret

Den konstellation sikrer en glidende og smidig overgang, når planlægningen af Odense Blomsterfestival 2018 for alvor går i gang. Festivalen løber af stablen 16.-19. august 2018 med temaet Cycling – Recycling.

Til den tid vil 100.000 planter sponseret af de danske gartnere på ny forvandle Odenses centrum til en blomstrende oase til glæde for mere end 200.000 gæster. Hendes kongelige Højhed Kronprinsesse Mary vil i år atter være protektor for Odense Blomsterfestival.

- Vi ser det som en spændende mulighed at få lov at videreudvikle den allerede gode event, som Odense Blomsterfestival er. Jeg er sikker på, at vi kan være med til at knytte festivalen og gartnerierhvervet endnu tættere sammen og samtidig skabe en endnu mere attraktiv festival for de besøgende, siger Peter Larsen-Ledet, direktør for Floradania Marketing.

Odense Blomsterfestivals bestyrelsesformand Jan Knudsen glæder sig over, at samarbejdet med gartneribranchen er styrket med indgåelsen af en samarbejdsaftale med Floradania Marketing.
Odense Blomsterfestivals bestyrelsesformand Jan Knudsen glæder sig over, at samarbejdet med gartneribranchen er styrket med indgåelsen af en samarbejdsaftale med Floradania Marketing. Foto: Lotte Bjarke.



Tæt samarbejde med gartnere


Odense Blomsterfestivals bestyrelse har længe ønsket at styrke samarbejdet med gartneribranchen og ad den vej få mulighed for at videreudvikle konceptet. Derfor glæder det bestyrelsesformand Jan Knudsen, at samarbejdet med Floradania Marketing nu er en realitet.

- Fra Odense Blomsterfestivals side har vi et ønske om at rykke endnu tættere på gartnerierhvervet. Derfor ser vi et samarbejde med en branchekendt og stærk partner som Floradania Marketing som den helt rigtige vej at gå, siger Jan Knudsen.

Han glæder sig samtidig over, at Henrietta Rasmussen tager endnu en tørn for Odense Blomsterfestival.

- Vi er glade for, at festivalen betyder så meget for Henrietta, at vi har kunnet overtale hende. Henrietta har betydet meget for Odense Blomsterfestivals udvikling de seneste fire år, og derfor er det glædeligt, at hun har sagt ja til at hjælpe festivalen godt videre i livet, siger Jan Knudsen.