Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Den danske hal 14 på IPM 2018 er lys, lækker og nordisk i sit udtryk og formentlig messens smukkeste og mest indbydende hal. (Foto: Lotte Bjarke)

Danmark i centrum på international plantemesse

Danmark er partnerland for IPM Essen 2018. Det var tydeligt, da verdens største plantemesse åbnede den 23. januar 2018.

Den internationale fagmesse for prydplantesektoren, IPM, der årligt vender tilbage til den tyske by Essen, udspiller sig i 2018 i dagene 23.-26. januar. Danmark er udnævnt til partnerland for IPM 2018, og den titel sikrede den danske gartnerisektor ekstra bevågenhed helt fra begyndelsen.

Der er ellers set frem til messen med en del bekymring og ikke så lidt skepsis fra den legendariske, fælles danske deltagelse. Det skyldes, at årets fællesstand som følge af renovering af messecentret er deporteret til et fjernt hjørne og har betydelig mindre plads at gøre godt med end normalt.

Men en god del af bekymringerne fordampede fra morgenstunden på messens første dag. Allerede før dørene blev slået op, var der kø for at komme ind i hal 14, hvor den danske fællesstand har til huse.

Arrangørerne havde nemlig som lovet sørget for, at alle besøgende, der vælger indgang øst, går direkte ind i hal 14. Dermed var der god summen og stemning i hallen fra første færd.


Det har været nødvendigt at nedskalere alle elementer i den danske hal, der er på midlertidigt ophold i hal 14, men småt kan som bekendt også være godt. Offer Madsen A/S havde i lighed med de øvrige gartnerier skabt en både smuk og inspirerende egenstand i de givne rammer. Foto: Lotte Bjarke.


Messens smukkeste hal

Det har været en svær øvelse både for Floradania Marketings messeteam med Benny V. Thomsen ved roret og for deltagende danske gartnerier på alle niveauer at vænne sig til tanken om, at IPM 2018 måtte nedskaleres i forhold til den traditionsrige hal 5.

Men endnu engang er det lykkedes Floradania at få det maksimale ud af de aktuelle muligheder. Hal 14 er i virkeligheden nok messens smukkeste hal. Den er lys og venlig med et tydeligt skandinavisk præg, rolig, helstøbt og alt i alt et virkelig godt visitkort for den danske gartnerisektor.


Fællesstandens mikrostande, som her Tingdals, betyder, at man som besøgende går fra oplevelse til oplevelse på sin vej rundt i den danske hal. Foto: Lotte Bjarke.



En dansk bouillonterning af alt det bedste

De mindre egenstande samt fællesstandens mikrostande og udstillingspodier ligger som øer af afvekslende og gode oplevelser hele vejen gennem og rundt i hallen. Ja, de er mindre, men måske har det ligefrem været en sund øvelse, at prøve at begrænse sig?

Dermed er man jo nødt til at præsentere det allerbedste frem for det hele. Det gør hal 14 til den fineste bouillonterning med alt det bedste fra den danske prydplantesektor præsenteret på fornem og indbydende vis.


HKH Prinsesse Benedikte deltog i den officielle åbning af IPM 2018, hvor hun foruden at tale og hjælpe med at klippe snoren for årets messe også løftede sløret for den nye rosenserie Ocean of Roses. Foto: Lotte Bjarke.


Royal deltagelse i den officielle åbning


Fjernt fra den danske hal 14 ved indgang vest foregik den officielle indvielse af IPM 2018, hvor det danske fingeraftryk også var markant.

Brancheorganisationen Flora Dania havde inviteret Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte til at deltage i åbningsceremonien, og havde fået et ja tak, der spredte glæde både i den danske lejr og blandt de tyske arrangører.

Under åbningen henviste adskillige talere til de stærke bånd mellem nabolandene Tyskland og Danmark.

Den danske IPM deltagelse og fine glimt fra Danmarks turistattraktioner var med i den officielle IPM 2018 film, der blev vist ved åbningsceremonien, hvor Flora Dania samtidig stod for scenedekorationen.

Eksportrådet, der har ydet støtte til årets danske deltagelse, må være meget tilfreds.


HKH Prinsesse Benedikte deltog i den officielle rundvisning på IPM efter åbningsceremonien og tog sig god tid til at besøge en lang række stande i den danske hal, hvor hun stillede mange interesserede spørgsmål. Foto: Lotte Bjarke.


Sløret for nyt samarbejde løftet


Før HKH Prinsesse Benedikte gik på scenen og holdt sin tale, gav entertaineren Torben Iversen den som H.C. Andersen og fortalte eventyret om Prinsessen på ærten. Prinsesse Benedikte indledte sin gode tale med at pointere, at hun faktisk altid havde sovet glimrende både med og uden ært.

Efter sin tale løftede Prinsesse Benedikte sløret for et nyt samarbejde mellem Thoruplund A/S og Queen®Geneics, der indebærer, at Thoruplund fremover vil producere en ny serie potteroser, der er et resultat af Queen® Genetics forædling.

Rosenserien har fået navnet Ocean of Roses, fortalte Prinsesse Benedikte, før hun deltog i den officielle rundvisning på messen, der endte på festlig vis i den danske hal 14.


Louise B. Jepsen og Frederike Israel, Knud Jepsen A/S, måtte ikke bare én men to gange på scenen ved IPMs officielle åbning, idet to af årets priser for bedste nyheder gik til det danske gartneri Knud Jepsen A/S. Foto: Lotte Bjarke.


To af årets bedste nyheder er danske


Åbningsceremonien bød også på afsløring af årets vindere af IPMs nyhedskonkurrence, IPM Neuheit 2018.

Der blev i år uddelt priser i seks kategorier. I alt deltog 62 nyheder, heriblandt en god håndfuld danske i konkurrencen, og sandelig om ikke Danmark løb med hele to af priserne.

Det var Knud Jepsen ApS, der præsterede at vinde den fornemme titel både i kategorien blomstrende stueplanter og i kategorien snitblomster:

  • Blomstrende stueplanter: Kalanchoe Queen® ElseFlowers ’Dean’, der har meget usædvanlige tofarvede blomster.
  • Snitblomster: Kalanchoe Queen® CutFlowers ’Smiling Yellow Meadow’ med solgule, dobbelte blomster og en fantastisk holdbarhed.