Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Danske Planteskoler, Danske Landskabsarkitekter, Park- og Naturforvalterne, Landskabsrådet og Danske Anlægsgartnere får de næste tre år 800.000 kroner årligt til indsamling af eksisterende, videnskabelige rapporter om de mange fordele ved grønne områder i byer. (Foto: Lars Thorsen)

800.000 EU-kroner til bæredygtige danske byer

EU har doneret en stor pose penge til en række europæiske lande – herunder Danmark – der er med i kampagnen ’Green Cities for a Sustaniable Europe’.

Træer og grønne områder i byen giver sundere borgere, mere værdifulde ejendomme, mere biodiversitet, mere beskyttelse til klimaudfordringen og en bedre social sammenhængskraft.

Derfor har ENA - den europæiske paraplyorganisation for planteskoler – netop fået bevilliget en stor portion EU-midler til kampagnen ’Green Cities for a Sustainable Europe’ med et samlet budget på over 15 millioner kroner.

Pengene skal fordeles på syv lande: Holland, Belgien, Frankrig, Tyskland, Bulgarien, Storbritannien samt Danmark.


800.000 kroner til Danmark i tre år


I Danmark tilfalder 800.000 kroner om året i tre år et netværk af offentlige og private aktører, når det gælder natur og grønne områder i byerne: Danske Planteskoler, Danske Landskabsarkitekter, Landskabsrådet, Danske Anlægsgartnere og Park- og Naturforvalterne.

Pengene skal primært gå til at indsamle eksisterende, videnskabelige rapporter om de mange fordele, som grønne områder tilfører den omkringliggende by og dens borgere. Pointerne skal herefter formidles på en forståelig måde til politikere og beslutningstagere.

- Og de penge skal nok få ben at gå på, fortæller formanden for Danske Planteskoler, Henning Roed, der sammen med det faglige netværk ser frem til at slå de grønne områders mange potentialer fast med syvtommersøm.


Mange værdier i grønne områder

- Blandt fagfolk er det jo en gammel nyhed, at nærheden til parker og grønne områder betyder enormt meget for sundheden blandt byens borgere. Folk er mere tilbøjelige til at komme ud og røre sig og møde hinanden, siger Henning Roed, formand for Danske Planteskoler.

- Samtidig står vi overfor en udfordring med både faldende biodiversitet og ikke mindst voldsommere nedbør, som netop grønne områder er den mest effektive og billige metode til at bekæmpe.

- Og så gør det jo ikke noget, at ejendomme stiger i værdi, jo nærmere de ligger på et grønt område. Det er alle disse helt nøgterne kendsgerninger, som vi skal have banket ind i hovedet på landets beslutningstagere, pointerer Henning Roed.