Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Indkøbere og interessenter fra den svenske og nordiske detailhandelssektor mødes på Elmia Garden i Jönköping i oktober for at få tanket op på inspiration, pleje netværket og for at købe ind til den kommende sæson. Majland Stauder er en af de mange danske producenter, der er glad for den svenske interesse. (Foto: Lotte Bjarke)

Tydeligt dansk fingeraftryk på Elmia Garden

Talstærk dansk deltagelse i den svenske fagmesse Elmia Garden understreger nabolandets store betydning som eksportmarked.

Den svenske fagmesse Elmia Garden løb af stablen 4.-5. oktober 2017 i messekomplekset Elmia i Jönköping med et produktsortiment, der omfattede alt godt til haven. Messen besøges af indkøbere fra detailhandlen primært af svensk nationalitet, men også andre finder vej til messen.

Elmia Garden har gennem de senere år cementeret sin position som en af nordens vigtigste fagmesser for havesegmentet og præsterer ligefrem vækst i en tid, hvor mange messer er pressede.

Der var således på ny udstillerrekord på Elmia Garden 2017, der mønstrede mere end 160 udstillere heraf mere end 30 førstegangsudstillere.

GASA Group havde skabt en flot, frodig og frem for alt velbesøgt stand med et bredt sortiment af danske planter.
GASA Group havde skabt en flot, frodig og frem for alt velbesøgt stand med et bredt sortiment af danske planter. Foto: Lotte Bjarke.



Vigtigt dansk eksportmarked

Det svenske marked er topvigtigt for dansk eksport af potteplanter og planteskoleplanter, og det udløser i sagens natur en markant dansk tilstedeværelse på messen.

GASA Group og Danblumen repræsenterede i år bredden i den danske gartnerisektor på fornemste vis, men enkelte gartnerier og et stort antal planteskoler stiller samtidig op med egne stande.

Det haveglade svenske plantemarked er interessant ikke bare for danske leverandører. Hvert år vokser antallet af polske planteskoler, der udstiller på Elmia Garden.
Det haveglade svenske plantemarked er interessant ikke bare for danske leverandører. Hvert år vokser antallet af polske planteskoler, der udstiller på Elmia Garden. Foto: Lotte Bjarke.


Voksende polsk deltagelse på Elmia Garden

At det svenske marked er interessant, er det imidlertid ikke alene danske producenter, der har fået øje på. Hollandske eksportører står også klar til at forsyne svenskerne med både potteplanter og planteskoleplanter.

Værd at notere sig er samtidig, at den store polske planteskolesektor har et godt øje til Sverige og det nordiske marked i det hele taget. Flere og flere polske planteskoler deltager på Elmia Garden med flotte stande og ditto produkter. I år var der således fem polske planteskoler på udstillerlisten.

Mother Nature var overskriften på en af de tre havetrends, der blev sat spot på af Elmia Garden. Mother Nature hylder mangfoldighed, frodighed og biodiversitet.
Mother Nature var overskriften på en af de tre havetrends, der blev sat spot på af Elmia Garden. Mother Nature hylder mangfoldighed, frodighed og biodiversitet. Foto: Lotte Bjarke.


Tre trends at holde øje med

Foruden planter omfatter sortimentet på Elmia Garden alt fra frø og voksemedier til krukker og kuglegrill’er. Også blandt tilbehørsleverandørerne var der mange danske varer at finde.

I det hele taget havde messen et spændende produktmix og ganske mange nyskabelser at byde på til havefolket.

Såvel planter som tilbehør til svenske haver anno 2018 var i fokus på messens trendstande, hvor der blev sat spot på tre havetrends, der spås at ville præge udbud og ikke mindst efterspørgsel blandt det haveglade svenske og øvrige nordiske folk i den nærmeste fremtid.

De tre trends havde overskrifterne Urban Backyard, Mother Nature og Mystic Garden med hvert sit spændende udtryk.

Elmia Garden har stor pressebevågenhed. Pressefolk og havebloggere blev grundigt informeret om plantenyheder, produkter, markedsføring og trends ved et stort pressemøde.
Elmia Garden har stor pressebevågenhed. Pressefolk og havebloggere blev grundigt informeret om plantenyheder, produkter, markedsføring og trends ved et stort pressemøde. Foto: Lotte Bjarke.


Aktiv markedsføring af planter

Elmia Garden arrangeres af Elmia messecentret i samarbejde med den svenske BoGönt havecenterkæde men henvender sig til hele branchen. Et omfattende antal seminarer ruller over scenen under messen, så man kan blive lidt klogere på et stort antal brancherelaterede emner.

Hvert år overrasker det, hvor stærkt og aktivt den svenske plantebranche står, når det gælder markedsføring af blomster og planter.

Blomsterfrämjandet, der bedst kan sammenlignes med Floradania Marketing, har gang i en lang række projekter, der skal informere og inspirere til at bruge svenske planter.

Blomsterfrämjandet er ikke kun involveret i julestjernekampagne, tulipankampagne, pelargoniekampagne og en helt ny hyacintkampagne – for svensk producerede hyacinter, forstås.

De arbejder også med ambassadører i form af kendte profiler, der ikke er typiske plantenørder, men som hjælper med at formidle planteglæde gennem deres egen begejstring.


Årets Staude

De svenske staudegartnere, der er organiseret i Perennagruppen, er også traditionen tro aktive, når det gælder markedsføring målrettet pressen og forbrugerne, blandt andet gennem udnævnelsen af Årets Staude, der får ekstra markedsføring i ryggen.

Mørkbladede sorter af sølvlys, Cimicifuga simplex, blev udnævnt til Årets Staude 2018, som nummer 51 i rækken.