Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Bent Leonhard, der har valgt at gå på pension efter 25 år som Danske Planteskolers konsulent og faglige sekretær, blev udnævnt til æresmedlem af brancheorganisationen på generalforsamlingen den 7. juni 2017. (Foto: Lotte Bjarke)

Tak til to planteskolemænd af hjertet

Konsulent Bent Leonhard og forsker Poul Erik Brander blev begge hædret på Danske Planteskolers generalforsamling.


Årets generalforsamling i Danske Planteskoler, der blev holdt i det tidligere Horsens Statsfængsel den 7. juni, kunne samle ikke mindre end tre tidligere formænd for Danske Planteskoler foruden den nuværende.

Det var der en ganske særlig anledning til, idet organisationens konsulent og faglige sekretær gennem 25 år, Bent Leonhard, har valgt at gå på pension. Alle fire formænd holdt en lille, finurlig takketale fyldt med minder til Bent Leonhard.


En nuværende og tre tidligere formænd for Danske Planteskoler takkede Bent Leonhard for hans virke for branchen gennem 25 år. Fra venstre er det Henning Roed, Peter Schjøtt, Frode Jensen og Finn Helge. Foto: Lotte Bjarke.


Æresmedlem

- I dag er en mærkedag i Danske Planteskolers historie, og Bent Leonhard, du er hovedpersonen. Dengang du søgte stillingen som konsulent for Danske Planteskoler, tænkte du nok ikke på, at det skulle vare 25 år – og slutte i Horsens Statsfængsel, sagde Henning Roed.

Henning Roed takkede Bent Leonhard for hans utrættelige indsats for planteskoleerhvervet.

– Du er om nogen planteskolemand af hjertet, sagde Henning Roed og kvitterede med at udnævne Bent Leonhard til æresmedlem af Danske Planteskoler. Et privilegium, der kun kommer ganske få udvalgte til gode.


I forbindelse med Danske Planteskolers generalforsamling tildelte Fonden for Træer og Miljø Den Grønne Pris til Poul Erik Brander. Foto: Lotte Bjarke.


Pris til Poul Erik Brander

Dog var der endnu et æresmedlem af Danske Planteskoler til stede ved begivenheden nemlig Poul Erik Brander, der gennem en lang årrække har været en førende skikkelse inden for forskning på planteskoleområdet.

I forbindelse med generalforsamlingen takkede Fonden for Træer og Miljø, repræsenteret ved bestyrelsesmedlem Torben Leisgaard, for den enorme indsats ved at tildele Den grønne Pris til Poul Erik Brander for hans utrættelige og engagerede arbejde for udvikling og selektion af træer og buske.

Et forskningsarbejde, der altid er sket i tæt samarbejde med sektoren og dermed har haft stor værdi for planteskoleerhvervet såvel som for slutbrugerne af planteskolernes produkter.


Fakta - Fonden for Træer og Miljø

  • Fonden for Træer og Miljø arbejder for at bevare eller nyskabe beplantninger, der er værdiskabende miljømæssigt, botanisk, kulturhistorisk eller æstetisk.
  • Den Grønne Pris uddeles kun de år, der er en person eller personkreds, der har udvist en enestående indsats inden for fondens virkefelter.
  • Den Grønne Pris blev senest uddelt i 2008, da professor Jørn Palle Schmidt modtog den fornemme hæder.