Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
GASA GROUP frasælger dele af sine aktiviteter til Plantas Group med virkning fra 1. juli 2017 (Foto: Lotte Bjarke)

Plantas køber dele af Blomsterselskabet

Pr. 1. juli 2017 overdrager Blomsterselskabet dele af aktiviteterne til Plantas Group.

GASA GROUP’s aktivitet for Cash & Carry og auktioner i Danmark – i daglig tale kaldet ’Blomsterselskabet’ – overdrager dele af sine aktiviteter til grossistfirmaet Plantas Group.

Blomsterselskabet afsætter planter og snit til det professionelle segment på det danske marked. Fra 1. juli overdrages alle Blomsterselskabets forretningsområder i Ålborg samt Cash & Carry i Odense og Århus til Plantas Group.

Auktionen i Aarhus fortsættes ikke efter den 1. juli 2017, hvilket vil sige, at sidste auktionsdag i Aarhus er torsdag den 29. juni 2017. Det direkte salg og auktionen i Odense fortsætter under GASA GROUP.


Direktør Morten Bondgaard, t.v., og adm. direktør Michael Honoré, er glade for, at Plantas Group nu kan cementere sin position på blomstermarkedet med opkøb af nogle aktiviteter i GASA GROUP. Foto: Lotte Bjarke.


Cash & Carry drives af Pro Flora


Både GASA GROUP og Plantas Group ser aftalen som en styrkelse, der giver begge virksomheder mulighed for videre udvikling af deres strategi.

- Plantas Group er i forvejen en stor udbyder af blomster på det danske marked. Med købet af aktiviteterne cementerer vi positionen yderligere, og vi glæder os til at integrere aktiviteterne i vores nuværende set-up, siger adm. direktør i Plantas Group, Michael Honoré.

I Aarhus flytter det eksisterende Cash & Carry på Havkærvej over til Plantas’ lokation i Grydhøjpar-ken. Her skal det drives som et 24-7 timers Cash & Carry i regi af Pro Flora, der henvender sig til den professionelle blomsterhandler.

- Samme koncept vil vi adoptere på Lavsenvænget i Odense, hvor Blomsterselskabets Cash & Carry omdannes til et Pro Flora Cash & Carry. I Ålborg driver vi auktionen videre, og etablerer desuden et Pro Flora Cash & Carry på Frederikstadvej som afløser Cash & Carry i Svenstrup, siger direktør Morten Bondgaard, Plantas Group.

GASA GROUP frasælger dele af sine aktiviteter til Plantas Group med virkning fra 1. juli 2017
GASA GROUP ønsker med frasalget at skærpe fokus og ressourcer på virksomhedens hovedaktivitet, som er afsætning til eksport samt til retailkunder på hjemmemarkedet. Foto: Lotte Bjarke.


Fokus på egen kerneforretning

GASA GROUP har gennem flere år tilpasset Blomsterselskabets aktiviteter, og de sidste to år har det givet et positivt resultat. Aktiviteten står nu klar til nye strategiske tiltag.

Samtidig står GASA GROUP over for en flytning til nyt domicil, hvor et yderligere fokus på forretningsområderne retail, wholesale og young plants, vil være prioriteret.

- Det er derfor glædeligt, at vi med dette frasalg kan give Blomsterselskabets medarbejdere en ny arbejdsgiver, som har dette forretningsområde som kerneforretning. Samtidig kan vi rette fokus på vores kerneforretning og skærpe det kommercielle set-up, siger Niels Søren Rasmussen, CEO i GASA GROUP.