Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Odense Blomsterfestivals sekretariatsleder Henrietta Rasmussen, der her viser H.K.H. Kronprinsesse Mary og Odenses borgmester rundt på Odense Blomsterfestival 2017, har opsagt sin stilling med virkning fra årsskiftet. (Foto: Jens Poulsen)

Odense Blomsterfestival skal have ny sekretariatsleder

Henrietta Rasmussen, der de seneste fire år har været tovholder for Odense Blomsterfestival, har opsagt sin stilling.

Fra årsskiftet skal en ny person stå i spidsen for det daglige arbejde og videreudvikle Odense Blomsterfestival. Sekretariatsleder Henrietta Rasmussen har valgt at søge nye udfordringer.

- Jeg har haft fire gode år som leder af Odense Blomsterfestival. Fire år med mange og meget forskellige opgaver og med uendeligt mange glæder.

- Nu har jeg besluttet, at det er tiden for mig til at komme videre. At se noget andet og prøve kræfter med helt nye og endnu ukendte opgaver, siger Henrietta Rasmussen.


Bestyrelsesformand ærgrer sig


Bestyrelsesformand for Odense Blomsterfestival Jan Knudsen ærgrer sig over Henrietta Rasmussens beslutning, men ser frem til at fortsætte arbejdet med at udvikle festivalen henover de kommende år.

- Det er med beklagelse, at vi har modtaget Henriettas opsigelse, men vi er glade for, at hun vil bidrage til, at den kommende medarbejder hos Odense Blomsterfestival kommer godt i gang, siger Jan Knudsen.

Henrietta Rasmussen fratræder stillingen ved årsskiftet.


Søger tættere samarbejde med erhvervet

Odense Blomsterfestival, der netop har været afholdt for 18. gang, har tidligere i år igangsat en udvikling, hvor festivalen søger et tættere samarbejde med gartnerierhvervet for i fællesskab at kunne styrke branchen. Et vigtigt element i baggrunden for afholdelse af blomsterfestivalen.

- Bestyrelsen for Odense Blomsterfestival er gået i gang med at undersøge mulighederne for at videreudvikle blomsterfestivalen, så festivalen også i 2018 kan få Odense til at blomstre, siger Jan Knudsen.