Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Vinderen af titlen ’Årets bedste nyhed’ på Plantarium er sikret stor opmærksomhed både blandt de besøgende og efterfølgende i fagpressen. Den fornemme titel gik i år til Hydrangea macrophylla ’Lady Mata Hari’. (Foto: Lotte Bjarke)

Medaljeplanter på Plantarium

69 planter deltog i nyhedskonkurrencen på Plantarium. Hydrangea macrophylla ’Lady Mata Hari’ blev kåret som bedste nyhed.

Med 69 plantenyheder tilmeldt nyhedsstanden på årets udgave af plantefagmessen Plantarium i Boskoop, Holland, var feltet noget mindre end sædvanligt og i realiteten også knapt så stærkt, som det plejer at være.

Det professionelle dommerpanel uddelte tre guldmedaljer, syv sølvmedaljer og 14 bronzemedaljer.


Årets bedste nyhed på Plantarium, Hydrangea ’Lady Mata Hari’ har et unikt farvespil i blomsterstanden. Foto: Lotte Bjarke.


Årets bedste nyhed

Blandt guldmedaljevinderne kåres årets bedste Plantarium nyhed. Den fornemme pris gik til Hydrangea macrophylla ’Lady Mata Hari’ fra De Jong Plant B.V.

En understregning af, at netop hortensia er en af tidens allermest populære have- og krukkeplanter, som et besøg på Plantarium ikke kan undgå at bevise.

Når det så er muligt at udpege en vinder i den strøm af nye hortensia sorter, der sendes på markedet – og i vid udstrækning også deltager i nyhedskonkurrencen på Plantarium – skyldes det i følge dommerpanelet, at ’Lady Mata Hari’ er unik, fordi de forskellige stadier i blomsterstanden har forskellige farver. Et flot farvespil mellem lyse og mørke nuancer.


Clematis ’Pernille’ var én blandt tre guldmedaljevindere på Plantarium. Dommerpanelet fremhævdede sortens rige blomstring og blomsternes delikate farve. Foto: Lotte Bjarke.


Guld til Clematis og Diervilla

De to øvrige guldmedaljer gik til henholdsvis Clematis ’Pernille’ fra J. Van Zoest, og Diervilla splendens ’Diva’ fra Van Vliet New Plants.

Begge planter kunne opleves for nyligt på Danske Planteskolers Plantefagmesse, da de allerede er i produktion i danske planteskoler.

Clematis ’Pernille’ er en rigtblomstrende sort med en lækker, lilla farve og blomster fra bund til top. Diervilla ’Diva’ er eksponent for den trend, der tilsiger mørkt løv med meget mørke, purpurfarvede blade i markant kontrast til de gule blomster.


Der var en flot sølvmedalje til Anemone hupehensis ’Tiki Sensation’, der formentlig ville have kunnet dupere dommerpanelet endnu mere, hvis der havde været mere udvikling på planterne på dagen. Foto: Lotte Bjarke.



Sølvvinder med danske rødder

Blandt sølvmedaljevinderne stikker Anemone hupehensis ’Tiki Sensation’ ud som en værdig kandidat til et ædlere metal.

Dommerpanelet fremhæver sorten som innovativ takket være de fyldte blomster, blomsterformen og farvespillet, men peger desværre på, at planten kunne have været præsenteret bedre.

Anemone ’Tiki Sensation’ har danske rødder, idet den er skabt i et samarbejde mellem Staudegården, Lindflora ApS og Nordic Flower Breeding, som Lilly Sørensen og Henrik Lind står bag.

Den hollandske producent Gebr. Th. & W. Alkemade, der producerer småplanter af sorten, havde tilmeldt 'Tiki Sensation' til nyhedsstanden.


Abelia grandiflora ’Magic Daydream’ modtog en sølvmedalje for sit smukke og stabile brogede løv og rige blomstring. Foto: Lotte Bjarke.


Broget løv hitter igen

En anden spændende sølvmedaljevinder er den lille busk Abelia grandiflora ’Magic Daydream’, der lyser op med sit brogede løv i hvide, grønne og sart lyserøde nuancer i lækker kontrast til et mylder af hvide blomster. Boomkwekerij R. Van Opstal kunne inkassere sølvmedaljen.


Pressejuryen vurderede, at den lysende gulgrønne Cercis canadensis ’The Rising Sun’ er en god nyskabelse i plantesortimentet, der virkelig har wow-effekt i detailleddet. Juryen tildelte sorten pressens pris i kategorien planter. Foto: Lotte Bjarke.



Pressepris i to kategorier

Traditionen tro bød Plantarium også på uddeling af presseprisen i to kategorier med 27 repræsentanter fra det internationale fagpressekorps som dommere. Pressepriserne er ikke nyhedspriser men priser, der tildeles unikke produkter med forbrugerappel i detailleddet.

I kategorien bedste plante gik pressens pris til Cercis canadensis ’The Rising Sun’ fra Joh. Stolwijk & Zn., der har lysende gult løv, der er nærmest pink i udspring.

I kategorien koncepter gik prisen til Fleura Terrazza® fra Van der Starre, skabt til at sætte ekstra fokus på visuelt attraktive slyngplanter til krukkebrug.


Læs mere om Plantarium 2017 i Gartner Tidende 11/2017, der udkommer den 21. september.