Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Den dansk forædlede prydæblesort med næsten sort løv og søjleformet vækst, Malus sieboldii ’Aros’, som Karsten Jensen fra Arne R. Jensens Planteskole står bag, vandt i juni nyhedsprisen som ’Best in Show’ ved den engelske plantemesse HTA National Plant Show 2017. (Foto: Karsten Jensen)

Fornem engelsk pris til dansk prydæble

Malus ’Aros’ fra Arne. R. Jensens planteskole i Ørting blev kåret som bedste nyhed på det prestigefyldte HTA National Plant Show 2017.

Karsten Jensen har som indehaver af Arne R. Jensens Planteskole i Ørting ved Odder gennem de seneste mange år været kendt for kvaliteten af sine prydtræer i potter. Blandt dem har sorter af prydæbler, Malus, altid haft hans interesse.

- Ved siden af produktionen af planter til salg, har jeg plukket frø af Malus og sået dem gennem de seneste 20 år.

- Undervejs har jeg udvalgt nogle, der er kommet i produktion og til salg, for eksempel Malus ’Amanda’, Malus ’Antigua’ og Malus ’Antonius’, fortæller Karsten Jensen, der ikke længere har produktion.

Men tilbage i 2009 lagde han mærke til en frøplante, der var noget ganske særligt. Den blev opformeret, navngivet og for et par år siden også sat til salg til havecentre. Malus sieboldii ’Aros’ kom barnet til at hedde.


I maj blomstrer Malus ’Aros’ overdådigt med mørkt rosa blomster i flot kontrast til det næsten sorte løv. Foto: Karsten Jensen.


EU Nyhedsbeskyttet efter tests

Samtidig ansøgte Karsten Jensen om EU-sortsbeskyttelse af sin nyskabelse, der derfor er blevet testet i Cambridge gennem to år. I juni 2017 opnåede sorten den ønskede EU-sortsbeskyttelse med hjælp fra Charlotte Weiss, Plantinova.

Malus ’Aros’ produceres nu af de to danske planteskoler Agtrupvig Planteskole og Strøjerplant, der begge netop har præsenteret den på Danske Planteskolers Plantefagmesse, hvor den har fået masser af opmærksomhed. Desuden produceres den i England af planteskolen Frank P. Matthews Ltd.

Den engelske planteskole er så begejstret for Malus ’Aros’ at den optræder på både for- og bagsiden af planteskolens katalog.

Af samme grund meldte Frank P. Matthews Ltd. Malus ’Aros’ til nyhedskonkurrencen ved den engelske plantemesse HTA National Plant Show 2017 i juni, der sponsoreres af det højt estimerede engelske haveselskab, Royal Horticultural Society.


Et væld af 1-2 centimeter store, næsten sorte paradisæbler fylder kronen i sensommeren, og de bliver siddende langt hen på efteråret, når bladene falder. Foto: Karsten Jensen.


Best in show

I nyhedskonkurrencen uddeles priser i fire kategorier, hvorefter der kåres en Best in Show vinder. Malus ’Aros’ vandt prisen i kategorien ’Trees and Conifers’ og kunne efterfølgende også løbe med titlen ’Best in Show’ med stemmerne fra et enigt, professionelt dommerpanel.

- Malus ’Aros’ markerede sig som en klar vinder. Træer med purpurfarvet løv er ikke ualmindelige, men dette har en ekstraordinær stærk farve og en god vækstform, sagde dommerpanelets formand, Tim Upson, RHS, i sin motivation.

- Træet kan anvendes vidt og bredt i forskellige havesammenhænge og er med sin kompakte vækstform især egnet til små haver og terrasser. Med en lang sæson med spændende farver vil dette træ appellere til mange haveejere og vil have et stort salgspotentiale, tilføjede Tim Upson.

Malus ’Aros’ er et lille, søjleformet træ med kraftige, oprette grene. Bladene er skinnende mørkerøde i udspring, senere grønlige, og de bevarer farven indtil løvfald. Blomsterne er mørkt rosa og de små paradisæbler er næsten sorte med et rødligt skær.