Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Fra tirsdag til fredag i uge 24 valfarter den internationale gartneriverden til FlowerTrials i Tyskland og Holland for at få opdateret sit overblik over sortimentets muligheder både i produktionen og i butikkerne. (Foto: Lotte Bjarke)

FlowerTrials er et tilløbsstykke

2017 udgaven af FlowerTrials slog med 59 deltagende forædlings- og småplantevirksomheder alle hidtidige rekorder.

FlowerTrials konceptet har cementeret sin succes og tiltrækker hvert år flere besøgende fra den globale gartneriscene.

Gæsterne får sig en intens oplevelse, når de lader sig opsluge af blomsteruniverset i flere dage og i konvoj bevæger sig rundt fra åbent hus til åbent hus.

Som besøgende på FlowerTrials forsvinder man ind i en verden, hvor alt drejer sig om blomster. I år kunne man besøge ikke færre end 59 leverandører.
Som besøgende på FlowerTrials forsvinder man ind i en verden, hvor alt drejer sig om blomster. I år kunne man besøge ikke færre end 59 leverandører. Foto: Lotte Bjarke.


En kæmpe palet af planter

Konceptet er grundlæggende enkelt og adskiller sig fra traditionelle messekoncepter ved at deltagerne har masser af plads til at vise, hvad de har at byde på uden at være begrænset af snævre messestande.

Og det gør de så, de 59 deltagende virksomheder, der til sammen repræsenterer en kæmpe palet af velkendte planter, nye planter og fremtidens planter.

Succesen er tæt på at være så stor, at det begynder at være svært at overskue og ikke mindst planlægge årets besøg. Der er næppe nogen, der kan nå – endsige rumme – 59 forskellige besøg på et par dage eller tre, så minutiøs planlægning – med indlagt plads til spontanitet – er en nødvendighed.

De 59 udstillere fordeler sig i tre regioner: Én på den tyske side af grænsen i Rheinland-Westfalen og to på den hollandske side, nemlig i henholdsvis Aalsmeer-området og Westland-området. Heldigvis har en del af deltagerne samlet sig under ét tag, men der er alligevel mange steder, man gerne vil besøge.


Bidens ’Pretty in Pink’ fra Danziger er en blandt mange eksponenter for velkendte men mindre kulturer, der har fået en markant opgradering, der giver nye muligheder i produktionen. Foto: Lotte Bjarke.


Opgradering af mindre kulturer


Et forsøg på et hurtigt overblik over årets største FlowerTrials oplevelser rummer nok ikke de helt store epokegørende plantenyheder.

Til gengæld foregår der en markant opgradering af de mindre kulturer i sortimentet af sommerblomster. De kommer til at give helt nye muligheder i kraft af både nye farver og bedre produktions- og vækstmæssige muligheder.

Det gælder for eksempel kulturer som Thunbergia, Bidens, Diascia, Nemisia, Gazania og Pentas, hvor sortimentets niveau er løftet betragteligt, så de nok kunne være værd at kigge nærmere på.

Eller hvad med Fuchsia. Også her er der nye blomsterfarver, der utvivlsomt vil kunne appellere til en ny generation af havefolk.

Et stærkt fokus på sommerblomster, der ikke dyrkes for blomsternes skyld, men fordi de har et smukt eller spændende løv, var også en gennemgående trend, der sprang i øjnene hos mange af FlowerTrials værterne. Coleus nok som den mest markante, men også et stort udvalg af Sedum sprang i øjnene.


Der bliver gjort rigtig meget ud af at formidle ikke alene plantekendskab men også inspiration til planteanvendelse hos mange af FlowerTrials værterne. Her er det Kientzler Junfpflanzens tyske udstilling, der præsenteres helt overdådigt i rammerne af Schloss Walbeck. Foto: Lotte Bjarke.


Petunia sortiment eksploderet

Der er heller ingen tvivl om, hvad der er de store europæiske kulturer, efter et besøg hos x antal FlowerTrials værter. Man får godt nok set mange Pelargonium, Petunia og Callibrachoa på sådan en tur.

Det er tydeligt, at nye forædlingsmetoder har skabt nye muligheder og ikke mindst er farvespektret i Petunia decideret eksploderet, og der bruges enorme ressourcer på at udvikle koncepter og markedsføre nyskabelserne.

Combos, mix eller sammenplantninger som convenienceprodukt til travle forbrugere er en markant trend på det europæiske blomstermarked.
Combos, mix eller sammenplantninger som convenienceprodukt til travle forbrugere er en markant trend på det europæiske blomstermarked. Foto: Lotte Bjarke.



Convenience løsninger hitter

En meget markant trend på markedet for sommerblomster er interessen for de såkaldte combos eller mix, hvor producenten af småplanter leverer for eksempel plugs med tre stiklinger af forskellige planter.

Efter en tur gennem gartneriet kan produktet sælges som en fiks og færdig convenience løsning til forbrugeren, der ikke behøver at vide, hvilke planter der trives sammen eller for den sags skyld klæder hinanden.

Konceptet har gået sin sejrsgang over Europa men har af en eller anden grund sneget sig uden om Danmark. At det er stort i vore nabolande, er der dog ingen tvivl om.

Mixløsningerne var typisk det første, der sprang i øjnene, når man trådte ind ad døren, og opfordret til at nævne virksomhedens tre bedste nyheder på årets FlowerTrials, dukkede en ny mixløsning op med usvigelig sikkerhed. Det er da tankevækkende.

Læs meget mere om FlowerTrials i Gartner Tidende nr. 9, der udkommer 10. august 2017.